Firmaer lokker med øl
Studerende er blevet en så eftertragtet vare, at virksomheder nu tilbyder gratis alkohol for at få deres opmærksomhed.
På både Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet har virksomheder uddelt gratis øl i de studerendes fredagsbarer for at skabe kontakt, og flere kilder i det århusianske studiemiljø bekræfter, at det er en udbredt tendens.Det skriver metroXpress fredag.
På rådhuset mener byens sundhedsrådmand, Dorthe Laustsen (SF), at alkoholtilskuddet er kritisabelt
- Det er problematisk, hvis virksomhederne ikke kan få solgt deres budskab på en bedre måde. Især når man tænker på de store problemer, vi i forvejen har med alkoholforbruget, siger Dorthe Laustsen.
De studerendes organisation Studenterlauget på Handelshøjskolen i Århus ville da også takke
nej, hvis en virksomhed tilbød at uddele gratis øl i deres torsdagsbar.
Det, at en virksomhed tilbyder alkohol mod, at en studerende eksempelvis skal tage et studiejob senere, synes jeg ikke hænger sammen, siger Christian Jølck, direktør i Studenterlauget.
På Ingeniørhøjskolen kan de studerende derimod se frem til at blive trakteret med gratis øl i dagens fredagsbar på virksomheden Mjølner Informatics' regning.Virksomhedens tilbud har dog skabt diskussioner i skolens ledelse.
- Da Mjølner Informatics henvendte sig drøftede vi, hvilke signaler vi ville sende, hvis vi sagde ja til deres tilbud. Vi blev enige om at acceptere det, da der er tale om et fagligt tilbud, som handler om at skabe netværk, siger prorektor Keld Laursen.
På Aarhus Universitet kan de studerende selv bestemme, om virksomhederne må bruge fredagsbarerne til at få kontakt til dem ved hjælp af gratis alkohol.