Fire østjyske områder er stadig på ghettolisten

Regeringens liste over ghettoområder er skrumpet siden sidste år, men i Østjylland er intet forandret

Regeringen har i dag udgivet deres liste over ghettoområder i Danmark.

Listen udgør boligområder, der opfylder tre ud af fem kriterier. Kriterierne omhandler arbejdsløshed, etnicitet, kriminalitet, uddannelse og indkomst hos beboerne i området på mindst 1000 indbyggere.

I Aarhus er områderne Bispehaven, Gellerupparken og Skovgårdsparken på listen. I Horsens er Sundparken på listen.

Det er de samme områder, som også lå på listen sidste år. 

- Det er ikke overraskende for mig, at Gellerupparken/Toveshøj står på listen. Der er jo nogle sociale udfordringer i området, som gør, at vi er i gang med en stor helhedsplan. Men det er overraskende for mig, at Skovgårdsparken igen står på listen, fordi det er et nyrenoveret område med venteliste og et stærkt beboerdemokrati, siger Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening, og han uddyber:

- Aarhus Kommune laver også en liste over bolig-sociale områder, og ser man på den, er der ingen problemer i Skovgårdsparken. Der ligger den nummer 33 ud af 40 på listen.​

Bedre end nogensinde

På landsplan er listen skrumpet. Fem områder er fjernet, mens to er kommet på listen, oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Antallet af boligområder på listen er det laveste, siden listen blev oprettet i 2010. Der blev dog tilføjet to nye kriterier i 2013.

Keld Albrechtsen fra Brabrand Boligforening fortalte sidste år, hvordan det er at ligge på listen.

Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet skyldes faldet i antallet af boligområder på listen en nedgang i antallet af dømte, der bor i de pågældende områder.

Lang vej for Gellerup

Ifølge Keld Laursen har Brabrand Boligforening ikke tænkt sig at søge midler fra Landsbyggefonden til at forbedre Skovgårdsparken, da de som nævnt ikke mener, at de har nogen problemer.

- Der er andre steder, der har mere brug for de penge, siger han.

 I forhold til Gellerupparken, så forventer han ikke, at den ryger af listen lige foreløbig.

- Det er en lang sej indsats at bryde den negative sociale arv, og det bliver nok ikke i 2018, at vi gør det i Gellerupparken/Toveshøj. Jeg tror dog, at det vi har gang i vil bidrage, men jeg vil ikke spå om, hvor hurtigt vi kommer af ghettolisten, siger administrerende direktør, Keld Laursen.

FAKTA OM ØSTJYSKE GHETTOOMRÅDER: