Finder formodet voldsmand
Politiet kender identiteten på mand, der angiveligt skulle have taget kvælertag på en 22-årig i det vestlige Aarhus
Østjyllands Politi har knækket koden og fundet frem til den formodede gerningsmand til et overfald på Bentesvej i Brabrand tæt på Bazar Vest i Aarhus mandag eftermiddag.
- Vi ved, hvem det er, siger politiassistent Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er uvist, hvordan politiet har fundet frem til den formodede gerningsmand, der tirsdag blev efterlyst efter at have taget kvælertag på en 22-årig mand, der var ansat ved Danjord.
Overfaldet skete, mens den 22-årige mand læssede en generator med kran op på en ladvogn. Det gjorde den formodede gerningsmand, der sad i sin bil bagved, noget utålmodig.
Se også: Tog kvælertag på arbejdsmand
Han henvendte sig til den 22-årige arbejdsmand og forlangte, at han skulle flytte sig, så han kunne komme forbi.
Da den 22-årige sagde til ham, at han ville være færdig om to minutter, kom bilisten ifølge politiet hurtigt op i det røde felt, da to minutter var mere, end han kunne vente på.
Politiet efterlyste vidner i sagen, og nu ser det altså ud til, at sagen er opklaret.