Festival-billetter revet væk
3.000 NorthSide-billetter udsolgt på en uge
I lørdags gik billetsalget i gang til NorthSide 2013 med et tilbud, der gav de hurtige mulighed for at komme med til alle festivalens tre dage for 795,- kroner.
Der var 3.000 billetter i salg, og samtlige billetter er nu revet væk på en uge, uden at der er blevet offentliggjort et eneste navn til næste års festival.
- Vi er virkelig glade og også en smule overvældede over, at så mange allerede nu har sikret sig billet til NorthSide 2013. Det er en kæmpe tillidserklæring, som vi tager meget seriøst, og vi glæder os rigtig meget til inden længe at kunne begynde at fortælle om, hvad man kan forvente sig af NorthSide 2013, udtaler talsmand for NorthSide, John Fogde i en pressemeddelelse.
Det forventes, at de første navne til NorthSide 2013 vil blive offentliggjort i løbet af efteråret. Billetprisen er nu 1.095 kr. for de tre dage.
NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni