Fem anholdt efter heftigt sammenstød i centralt kryds
Østjyllands Politi har anholdt fem mænd efter sammenstød på åben gade mandag aften. Politiet betegner det som "fuldstændig utilstedeligt".
Det ligner en scene fra en amerikansk actionfilm.
To biler er kørt sammen, og to mænd står nu truende over for hinanden med, hvad der ligner en eller anden form for slagvåben. Den ene mand står på køleren og taget af den påkørte røde bil, mens den anden mand befinder sig bag den blå bil.
Sidstnævnte trækker sig tilbage til en sort bil, der venter på ham. Her befinder en tredje person sig, en maskeret mand.
I det samme hopper manden fra den røde bil over på taget af den blå bil og derfra ned på jorden, hvor han sætter efter den anden bevæbnede mand, ham med et langt slagvåben.
Manden med det lange slagvåben hopper sammen med den maskerede person ind på bagsædet i den sorte bil, og mens bilen bakker tilbage, hopper den umiddelbart ophidsede mand fra den røde bil op på fronten, sætter af og planter to fødder på den sorte bils forrude, så den knuses.
Herefter sætter han, lander ved passagersiden og forsøger at dømme efter billederne at flå døren op. Det lykkes ikke, og den sorte bil kører derfra med en knust forrude og mindst tre mand ombord - ham med det lange slagvåben, den maskerede og en chauffør.
Angreb hinanden med våben
Som beskrevet lyder det som en scene fra en actionfilm, men det er det ikke.
Det tyder på, at der var tale om en bevidst påkørsel, og at to grupper af mænd fra det kriminelle miljø har haft et sammenstød
Tværtimod er det en beskrivelse af det optrin, der fandt sted mandag aften i lyskrydset Silkeborgvej/Viborgvej mandag aften.
Beskrivelsen er skrevet på baggrund af en video, som et vidne har delt med TV 2 Østjylland samt på oplysninger fra Østjyllands Politi.
Ifølge Østjyllands Politi blev fem mænd anholdt efter sammenstødet, hvor der blev anvendt både slag- og stikvåben, og to af mændene vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 11.30 med henblik på fængsling.
De er sigtet for forsøg på grov vold. De øvrige tre er løsladt efter afhøring. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
- Det er fuldstændigt utilstedeligt, at man på den måde angriber hinanden med våben midt i Aarhus, og derfor prioriterer vi selvfølgelig også den her sag meget højt, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov om episoden, der blev anmeldt kort efter klokken 19.
- Det tyder på, at der var tale om en bevidst påkørsel, og at to grupper af mænd fra det kriminelle miljø har haft et sammenstød, uddyber vicepolitiinspektøren.
Oplevede du sammenstødet?
Overværede du sammenstødet på åben gade mandag aften og vil fortælle om, hvad du oplevede, hører vi gerne fra dig.
De fem mænd er i alderen 16 til 26 år, og de to der skal i retten senere i dag er 21 år og 26 år. Ingen af de fem mænd skulle ifølge politiet være kommet alvorligt til skade.
På gerningsstedet beslaglade politiet flere slag- og stikvåben. Præcis hvilke våben fremgår ikke.
Politiet oplyser, at de er i besiddelse af videomateriale fra sammenstødet, som vidner har filmet. Derudover er flere af de involverede biler sendt til nærmere undersøgelse.
Ingen forbindelse til økseoverfald
Natten mellem fredag og lørdag fandt to knivstikkerier sted i Aarhus, og særligt det ene synes at have fællestræk med mandag aftens episode.
På Langenæs Allé lød der meldinger om et færdselsuheld, der udviklede sig til et voldeligt overfald med en økse, hvor en 18-årig mand blev så voldsomt tilredt, at han en kort overgang var i livsfare. En 24-årig mand er efterfølgende blevet fængslet for forsøg på manddrab.
Ifølge Østjyllands Politi er der dog ikke indtil videre noget i efterforskningen, der tyder på en sammenhæng mellem overfaldet natten til lørdag og mandag aften. Det skriver politiet i den udsendte pressemeddelelse.
Derudover holder vi generelt et skarpt øje med det kriminelle miljø og er opmærksomme på, om der sker en udvikling
Efter baggrund af mandagens episode, der udspillede sig på åben gade midt i den øvrige trafik, øger Østjyllands Politi nu deres tilstedeværelse i byen, oplyser politikredsen.
- Det er klart, at sådan en hændelse i det offentlige rum kan skabe en vis utryghed, og den kommende tid kommer vi til at være ekstra synligt til stede på gaden i Aarhus, siger Anders Uhrskov.
Han afviser ikke, at flere kan blive anholdt i forlængelse af mandagens sammenstød.
- Derudover holder vi generelt et skarpt øje med det kriminelle miljø og er opmærksomme på, om der sker en udvikling, siger vicepolitiinspektøren.
Østjyllands Politi beder endvidere vidner, der har video af episoden i Cereskrydset om at henvende sig.