FCM: AGF får ikke Duncan
Glen Riddersholm, træner i FC Midtjylland, afviser, at Morten 'Duncan' Rasmussen havner i AGF til sommer
FC Midtjyllands Morten 'Duncan' Rasmussen kommer ikke hjem til AGF til sommer, slår Glen Riddersholm fast. Angriberen, der har fået sin fodboldopvækst i Aarhus-klubben, har på det seneste været rygtet til AGF, men nu afviser FCM-træneren i en live-chat med Ekstra Bladets brugere, at det kan komme på tale.
- Duncan blev skadet under opvarmning i går (søndag, red) lige før planen var, at han skulle skiftes ind. Jeg forstår godt, at Aarhus gerne vil have Duncan hjem. Men det bliver ikke aktuelt. Han er en vigtig kulturbærer for FCM og en vigtig figur til den kommende sæson, lød det fra Riddersholm med henvisning til, at angriberen ikke kom på banen, da FC Midtjylland søndag aften slog FC København med 2-0 i kampen om guldet i Superligaen.
Morten 'Duncan' Rasmussen nåede at spille 103 kampe for AGF og score 28 mål, inden han i 2006 skiftede fra AGF til Brøndby IF.
Siden har han spillet i skotske Celtic, tyske Mainz 05, tyrkiske Sivasspor og AaB i Danmark, inden FC Midtjylland sikrede sig angriberen, der i forårssæsonen har stået lidt i skyggen af
nyindkøbte Martin Pusic.
AGF møder tirsdag aften HB Køge på NRGi Park i Aarhus, og her skal Aarhus-klubben forsøge at rejse sig efter sidste uges skuffende nederlag til FC Fredericia. Med en sejr i aftenens kamp kan aarhusianerne tage et stort skridt i retningen af Superligaen.