Farlig færdselskultur i to bydele: Kontrol gav 34 sigtelser
Resultatet af færdselsindsatsen i de to bydele er desværre ikke overraskende, siger politiet.
Torsdag eftermiddag og aften var Østjyllands Politis færdselsafdeling på gaden i det vestlige Aarhus og på Aarhus Ø.
Indsatsen endte med 34 sigtelser fordelt på 27 sigtede personer.
- Vi ser desværre, at der er en dårlig færdselskultur nogle bestemte steder i byen, siger Janni Lundager, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Blandt de 34 sigtelser er:
- 9 x manglende sele
- 4 x fremkørsel for rødt lys
- 3 x hastighedsovertrædelse til klip
- 2 x brug af mobiltelefon
- 1 x vending til fare
- 1 x manglende sele barn under 15 år.
- 1 x kørsel frem for fuldt stop
Kilde: Østjyllands Politi
Bliver set stort på færdselsreglerne
Østjyllands Politi er ekstra til stede i de to dele af byen. De har nemlig erfaring med, at der netop i Aarhus V og Aarhus Ø nogle gange bliver set stort på færdselsreglerne.
- Især det vestlige Aarhus har vi i en lang periode kørt ekstra i. Og så er vi også begyndt at koble Aarhus Ø på, fordi der er flere, der kører stærkt eller hasarderet der, siger Janni Lundager.
Læs også
34 sigtelser fordelt på 27 sigtede personer – er det et overraskende tal?
- Nej, det må vi nok desværre sige, at det er det ikke, siger hun.
Afbrudt af en bil på flugt
Janni Lundager fortæller, at da færdselsafdelingen var til stede i det vestlige Aarhus torsdag, blev betjentene involverede i en sag. Politiet ville først foretage en rutinekontrol af en bil, men måtte sætte efter den, da føreren af bilen satte farten op og forsøgte at flygte.
Læs også
Kort efter blev den formodede fører af bilen og to passagerer på henholdsvis 19, 18 og 17 år anholdt. Du kan læse mere om sagen i politiets døgnrapport.
- Færdselsindsatsen bliver egentlig lidt afbrudt, og at der så alligevel er 34 sigtelser er jo mange, men desværre ikke rigtig overraskende for os, siger hun.
Læs også
Østjyllands Politi er løbende i dialog med Aarhus Kommune om, hvilke initiativer man kan lave for at bekæmpe den hasarderede kørsel. Kommunen er blandt andet i gang med at opsætte heftige vejbump på Aarhus Ø.