Farfar dømt for overgreb på barnebarn
En 70-årig mand er blevet dømt for overgreb på sit barnebarn
En 70-årig mand blev fredag idømt et halvt års ubetinget fængsel for seksuelle overgreb på sit barnebarn, en pige i 10-13 års alderen. Det skriver Århus Stiftstidende.
Overgrebene på pigen, der nu er 16 år gammel, fandt sted i årene 2009 - 2012. Og den 70-årige er fundet skyldig i det, der kaldes andet seksuelt forhold end samleje mod barnebarnet.
Anklageren fremhævede under retssagen også citater fra Facebook og sms-beskeder mellem barnebaren og farfaren for at dokumentere, at dialogen kunne virke både intim og indforstået. Farfaren nægtede dog, at der skulle ligge andet i det end gensidig sympati, lige så vel som at han nægtede at have forbrudt sig mod hende fysisk.
Den 70-årige mand har anket afgørelsen til Landsretten.