Far raser over Tivoli Friheden: - De anklagede mine sønner for at stjæle
Uenighed om pantkrus endte ifølge Mikkel Ryborg med overfusning og anklager om tyveri. Tivoli Friheden afviser.
Det der skulle have været en fed fredag i Tivoli Friheden, endte for Mikkel Ryborg med at blive en forfærdelig oplevelse, da hans to drenge på otte og ni år blev overfuset af en af tivoliets ansatte og i øvrigt beskyldt for at stjæle.
Det er den følelse, han står tilbage med dagen derpå. Langt hen ad vejen var LOC-koncerten, som var en del af tivoliets Fed Fredag-arrangementer, en god og positiv oplevelse, siger Mikkel Ryborg til TV2 ØSTJYLLAND.
- Folk er glade, det er drengenes første koncertoplevelse og så er der på et tidspunkt to unge kvinder, som giver drengene deres krus og siger, at der er pant på dem. Jeg tænker, at det er fedt, og jeg rendte selv rundt og samlede pant på Langelandsfestivalen, da jeg var barn.
Stablen vokser
I takt med at koncerten skrider frem og folk bliver fuldere, vokser stablen er krus hos Mikkel Ryborgs to drenge.
- Drengene bliver glade, og de begynder at gå rundt og spørge om krus. De ender med en stor stabel, fortæller han.
Læs også
Da koncerten er ved at være slut, vil de indløse panten. De får at vide i en bar, at der ikke er kontanter nok, men at de skal gå til indgangen, hvor der er en pantstation.
På vej derhen, møder de en ung dreng, som siger til dem, at de ikke får pant for så mange krus. Tivoli Friheden har nemlig en regel, som siger, at man kun må få pant for ét krus per gæst. Det står også på tivoliets hjemmeside.
- Jeg sagde, at det også er ligegyldigt, men lad os nu se, forklarer Mikkel Ryborg.
Eskalerer
I køen til pantstationen står Mikkel Ryborg og hans drenge ifølge eget udsagn bag to kvinder, som er tydeligt irriterede og højrøstede, fordi de tilsyneladende ikke kan få penge for de krus, som de har medbragt.
- Den unge mand i pantstationen siger, at de så må få pengene, men at det er et enkeltstående tilfælde. Og så peger han på os og siger, at vi også må få for vores krus.
Men imens de er ved at tælle krusene op, kommer en ansat i Tivoli Friheden til stationen, og herfra eskalerer det ifølge Mikkel Ryborg.
Læs også
- Han siger, at han er blevet kaldt til pantstationen, fordi han har fået at vide, at drengene skulle have stjålet krus i en ginbar. Men vi har stået i folkemængden hele tiden. De har været sammen med mig hele tiden. Hvad foregår der lige? Jeg bliver vred, da han siger, at mine sønner har stjålet, siger han.
Aldrig igen
Ifølge Mikkel Ryborg overfuser den ansatte, som han hører præsentere sig som direktør i Tivoli Friheden, ham og drengene, men alligevel ender det med, at de får udbetalt panten.
- Han giver pengene, mens han står og skælder ud. Det er fuldstændigt grotesk. Drengene står helt frossent og modtager pengene, siger Mikkel Ryborg.
Efter episoden spørger han sine sønner, om de er okay. Nej, er svaret. Den ene bliver ked af det og græder, og den anden siger, at han aldrig vil i Tivoli Friheden igen.
Læs også
- Hvis han (den ansatte, red.) var kommet i fred og fordragelighed og havde mødt os med venlighed, så havde jeg sagt til drengene, at så skulle jeg nok betale de penge til dem. Det handler ikke om pengene - det er hele oplevelsen af at blive overfuset, det er dér, min film knækker, siger Mikkel Ryborg.
Burde du ikke have tjekket op på reglerne, som fremgår af hjemmesiden?
- Det ved jeg ikke, om jeg burde have. Vi kom derind for at se koncert. Det sagde jeg også til drengene. Vi er der for at høre koncerten - ikke for at prøve forlystelser eller alt muligt andet. Vi kom jo ikke for at samle pant, siger Mikkel Ryborg.
Tivoli Frihedens regler - ét krus per gæst
Af Tivoli Frihedens hjemmeside fremgår det, at der på dage med Fed Fredag, koncerter og specialarrangementer er regler om, at man ikke må medbringe egne drikkevarer, og at krus med pant kan ombyttes til kontanter, men kun et krus per gæst.
Årsagen til reglen, som ifølge direktør Henrik Olesen har eksisteret i mange år, er, at man vil undgå, at gæsterne generes af pantsamlere, som går for tæt på.
En del gæster oplever - igen ifølge direktøren - at krus for eksempel forsvinder, hvis de bliver stilt på jorden, mens man klapper.
- Vi har været large
TV2 ØSTJYLLAND har talt med direktør i Tivoli Friheden Henrik Olesen.
Han bekræfter at kende til en episode, men det var ikke ham selv, der var involveret i den, selvom han var til stede fredag aften. I stedet var det tivoliets vicedirektør, som Mikkel Ryborg talte med ved pantstationen.
Den her far føler, at han er blevet overfuset og at hans sønner er blevet beskyldt for at stjæle. Er det sandt?
- Nej, det er det ikke. Ifølge vores regler må man aflevere ét krus - det man har drukket af. Men hvis man kommer med nogle stykker, fordi man tager dem med for konen, venner eller lignende, så er det også okay. Her var der tale om omkring 85 krus, fortæller Henrik Olesen.
Derfor var vicedirektør Tony Hansen blevet tilkaldt, og det var altså ham, Mikkel Ryborg talte med.
Henrik Olesen afviser altså, at vicedirektøren skulle have overfuset de to drenge og beskyldt dem for at stjæle.
Men det er den opfattelse, de har haft?
- Der har været en ordveksling mellem faren og ham - og han (faren, red.) mente både det ene og det andet. Jeg tror, det er en strid om ord, siger direktøren.
- Tony havde ondt af de to drenge, og derfor valgte vi at give dem pengene, på trods af at det er imod vores principper. Jeg synes, vi har været large i situationen, siger han.
Henrik Olesen fortæller, at det ikke fremgår andre steder end på hjemmesiden, at man kun kan pante ét krus per mand.
Er I så gode nok til at informere om det?
- Hvis alt skulle stå om alting, så kunne der ikke være andet end skilte. Vi kan ikke skilte med alting, og det her er ikke et stort problem i dagligdagen. Det er ikke normalt noget, vi har problemer med, konstaterer han.
Mikkel Ryborg fortæller til TV2 ØSTJYLLAND, at han og hans drenge er færdige med at besøge Tivoli Friheden. Til det siger Henrik Olesen, at hvis de ikke vil komme igen, så må de lade være med det og holder fast i, at Tivoli Friheden har været "large" i forbindelse med episoden.