Far og søn anholdt efter fund af narko
En 20-årig mand og dennes far er anholdt og sigtet i en sag om narko, oplyser Østjyllands Politi.
Søndag aften tog et par betjente kontakt til den 20-årige mand, der sad bag rattet i en bil på en parkeringsplads ved Viborgvej i Aarhus V.
Da der ifølge politiet lugtede af hash i bilen, besluttede betjentene sig for at ransage den - og det gav pote. Gemt væk bag noget plastikbeklædning fandt de både nogle poser med kokain og nogle med hash.
Læs også
På den baggrund blev den 20-årige anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Men her stopper sagen ikke.
Havde bushammer i lommen
Politiet besluttede sig nemlig for at se nærmere på mandens bopæl. Da betjentene kom frem til adressen for at ransage boligen, fik de øje på en knust rude i entredøren.
Kort derfra mødte de den 20-åriges far, og ved siden af ham lå en lille kasse indeholdende hash og kokain, oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Derudover opdagede betjentene også, at den 45-årige far i sin ene lomme havde en bushammer, og at han var i besiddelse af lidt hash.
I den 20-åriges lejlighed fandt politiet desuden flere små kasser med hash, skunk og kokain.
Ligesom sin søn blev også faderen anholdt i sagen. Han mistænkes af politiet for at have brudt ind i sønnens lejlighed for at fjerne narko.