Fanebærers far skal ikke se sønnen gå ind med dannebrog

Den aarhusianske sejler Jonas Warrer er en af de to fanebærere for Danmark ved OL-åbningsceremonien. Hans far kan dog ikke se sin søn gå ind for Danmark, hverken i virkeligheden eller på skærmen.

De sidste to gange den aarhusianske 49'er-sejler, Jonas Warrer, har deltaget i de Olympiske Lege, har hans far, Peter Warrer, fulgt med på sidelinjen.

Han havde også håbet, at han og resten af familien skulle med til Tokyo i år og heppe på tæt hold, når 42-årige Jonas Warrer endnu engang deltager i De Olympiske Lege. 

- Det er rigtigt trist, at vi ikke kan være der. Vi købte billetter sidste år, men dem kunne vi desværre ikke indfri på grund af corona. Vi havde uden tvivl været der i år, hvis det kunne lade sig gøre, siger Peter Warrer til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Jeg har lige talt med Jonas. De sidder i bussen og er på vej hen til åbningsceremonien. Alt er godt, humøret er højt, og han er selvfølgelig stolt over, at han skal bære fanen.

Peter Warrer, far til Jonas Warrer

Derfor priser han sig også lykkelig over, at vi lever i en tid, hvor det både er muligt at ringe sammen, FaceTime og generelt følge med fra Danmark.

- Jeg har lige talt med Jonas. De sidder i bussen og er på vej hen til åbningsceremonien. Alt er godt, humøret er højt, og han er selvfølgelig stolt over, at han skal bære fanen, siger Peter Warrer.

Jonas Warrers OL-karriere

Kan ikke se ceremonien

Peter Warrer får dog heller ikke mulighed for at se sin søn bære dannebrog ind på det olympiske stadion i Tokyo ved OL’s åbningsceremoni klokken 13:00 i dag, når OL officielt skydes i gang.

I hvert fald ikke direkte. Han har nemlig overtaget Jonas’ M32, som han skal sejle europæisk serie i. Og lige netop kl. 13:00 i dag er han på vandet i Aarhusbugten for at træne til den europæiske M32-serie sammen med resten af sit team.

- Jeg vil sindssygt gerne se åbningsceremonien, men jeg kommer desværre ikke til at se det direkte, men forskudt. Den europæiske M32-serie er en stor ting, som har været planlagt længe, og der kommer folk fra hele Europa for at træne, så det kan desværre ikke bare aflyses, siger Peter Warrer og fortsætter:

- Men jeg vil rigtig gerne se det, også nu hvor han er udpeget som fanebærer. Det er jo stort. Men det vigtigste er præstationen ude på banen, og det ser vi helt vanvittigt meget frem til at følge, siger han.

Jonas Warrer skal bære dannebrog ind på det olympiske stadion sammen med den aarhusianske hækkeløber Sara Slott Petersen.

Sara Slott Petersen og Jonas Warrer blev præsenteret som fanebærere på et pressemøde d. 24. juni.
Sara Slott Petersen og Jonas Warrer blev præsenteret som fanebærere på et pressemøde d. 24. juni. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Storskærm og samvær på lystbådehavnen

Peter Warrer forventer dog, at han får rig mulighed for at se sin søn sejle de kommende dage.

- Jeg står tidligt op og ser ham sejle, når han skal sejle kl. 5 om morgenen dansk tid, og jeg skal også se ham, når han sejler på de andre tidspunkter, siger Peter Warrer.

Han er medlem af Aarhus Sejlklub, som ligger i Aarhus Lystbådehavn, og her har de lavet et såkaldt OL-meeting point, hvor de har sat en fladskærm op, så alle interesserede kan komme og følge sejladsen.

- Vi fik ideen lynhurtigt, og vi håber, vi kan sparke det i gang til klokken 12, så alle kan se åbningsceremonien. Jeg vil være der det meste af tiden og se OL-sejladserne. Alle, som vil se det og hygge sig imens, er velkomne, og så kan de også opleve det samvær og fællesskab, vi har omkring sporten her i klubben, siger Peter Warrer.