Falske sedler i omløb
56-årig anholdt for falskneri
Hvis du får en 500-kroneseddel i hånden, så se godt på den.
Den seneste uge har der nemlig været 3-4 tilfælde af brug af falske 500-kronesedler. Senest i går på en Shell-tank i Aarhus, hvor en snarrådig ekspedient fik mistanke og ringede til politiet. Ud fra overvågningsvideo kunne politiet så køre til mandens bopæl og sigte ham for pengefalskneri.
- Manden havde tidligere i går brugt en falsk 500-seddel hos Shell i Stilling De havde derfor i deres interne system udsendt en advarsel, og da manden så forsøgte sig hos Shell i Aarhus, blev mistanken vakt, fortæller vicepolitikommisær hos Sydøstjyllands Politi, Martin Husted.
Den sigtede er 56 år og fra Risskov. Politiet skal nu gennemgå videoer fra de øvrige tilfælde for at finde ud af, om gerningsmanden er den samme.