Fald i influenza-vacciner
Få vaccinationer kan betyde flere indlæggelser
Region Midtjylland har oplevet et fald på hele 32,9 procent i antallet af influenza-vacciner i oktober måned i år i forhold til oktober sidste år.
Når få ældre lader sig vaccinere mod influenza, så kan det komme til at resultere i flere hospitalsindlæggelser, skriver Ritzau.
Vurderingen kommer fra ledende overlæge på Medicinsk Endokrinologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Else Vestbo. Hun er bekymret over, at så få over 65 år tager imod det gratis stik:
- Det kan give en risiko for, at flere dels får en alvorligere form for influenza, og dels at flere får influenzaen og på den måde får brug for hospitalsindlæggelse, forklarer Else Vestbo til DR Østjylland.
Når man er ældre kan en slem omgang influenza nemlig resultere i, at man må indlægges med lungebetændelse, eller at man hverken kan holde mad eller væske indenbords.
- Selv om det heldigvis er sjældent, så kan det ligefrem blive livstruende. Mine anbefalinger er, at man igen overvejer, om det er en god ide at blive vaccineret mod influenzaen, siger Else Vestbo.
Det private firma Danske Lægers Vaccinations Service oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND at antallet af influenzavacciner i øjeblikket ligger ca 12 procent under det normale for årstiden.