For få pladser til elbiler: Kommune erkender problem
Der er for få ledige p-pladser med ladestationer til elbiler i Aarhus. Sådan lyder kritikken fra flere elbilejere, og Aarhus Kommune erkender problemet
- Der er seks ladepladser, og de er alle sammen optaget.
John Berg Andersen kører jævnligt fra Silkeborg til Aarhus i sin elbil.
Han oplever ofte, at pladserne til elbiler er taget af almindelige diesel- og benzinbiler. Det er et problem, da hans bil skal lades op, før han kan køre hjem igen.
- Så nu holder jeg ulovligt. For alle de lovlige pladser er optaget af ikke el-biler, siger John Berg Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Christian Sodemann har kørt elbil i seks år, og han får sværere og sværere ved at finde en plads til sin elbil.
- Det bliver stadig opfattet som p-pladser. Der er for pokker heller ingen, der parkerer foran tankstanderen på en tankstation, og forlader bilen. Det er lidt samme problematik, siger Christian Sodemann.
Harmonerer ikke med en grøn kommune
Ifølge de to elbillister er et af problemerne, at ladepladser ikke er reserveret specifikt til elbiler. Er der bare en lader, må alle som udgangspunkt bruge p-pladsen.
Aarhus Kommune har en ambition om at gøre biltrafikken i byen mere grøn, men det stemmer ikke overens med det antal p-pladser, som er reserveret til elbilerne, mener John Berg Andersen.
Læs også
- Ind i mellem hører man jo, at Aarhus Kommune gerne vil være grønne. Men hvis de ikke gør noget for at fremme elbilismen, kan man ikke tage dem alvorligt.
Forenede Danske Elbilister bakker op om kritikken. Står det til dem, så skal der slås hårdere ned på dem, der parkerer ulovligt med almindelige benzin- og dieselbiler på elbilernes pladser. Det er John Berg Andersen enig i.
- Hvis p-vagterne bare var lidt mere villige til at dele bøder ud. Så kunne det være folk fik noget respekt, og de her ladepladser stod fri til os, der har brug for dem, John Berg Andersen.
Aarhus Kommune vil rette op på det
Jan Ravn Christensen (SF) er byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune. Han erkender, at de manglende pladser til elbiler ikke hænger sammen med kommunens planer for grøn omstilling.
- Det harmonerer overhovedet ikke. Og det skal vi have rettet op på.
Udviklingen er gået så hurtig, at kommunen ikke har kunne følge med.
- Dengang vi vedtog vores strategi var alle glade. Brancheforeningerne var glade, og sagde, at det var et stort skridt for elbilerne. Vi må bare sige, at udviklingen er gået hurtigere, end vi havde regnet med, og det må vi rette op på, siger Jan Ravn Christensen (SF).
Han lover nu, at flere ladepladser er på dagsordenen til næste møde i Teknisk Udvalg.
- Nogle af de nemme ting, det er at få sat flere skilte op, hvor vi reserverer nogle helt særlige pladser til de her elbiler, siger Jan Ravn Christensen (SF).