Evas bolig skal sælges: - Det kommer til at ødelægge mit liv
Efter flere af boligerne siden 1925 har været beboet af sårbare familier, planlægger Aarhus kommune at sælge en række ikoniske bygninger. Eva Damholdt frygter, at hun ikke længere har råd til at bo der.
I næsten 100 år har 88 boliger på Poul Martin Møllers Vej i Aarhus været hjem for primært sårbare familier. Bygningerne er ejet af Aarhus kommune, men onsdag aften skal Aarhus byråd tage endelig stilling til, om bygningerne skal sælges.
En af beboerne i de karakteristiske gule bygninger er Eva Damholdt. Hun flyttede ind med sin datter for ni år siden, og hun ærgrer sig over, kommunen nu vil skille sig af med ejerskabet over hendes hjem.
- Jeg kan ikke klare det, hvis huslejen bliver meget højere. Jeg er nærmest ved at være angst. De kriser, der gjorde, at jeg kom her, er nærmest brudt op igen, siger Eva Damholdt.
Læs også
Efter lang tids søgen har kommunen fundet en køber, der for mindst 116 millioner kroner vil renovere de gamle bygninger.
- Seks ud af syv partier i byrådet har besluttet, at vi skal sælge ejendomme for at finansiere nye, almene boliger til århusianerne, fortæller rådmand for teknik og miljø i Aarhus kommune, Bünyamin Simsek.
Nervøs for renovering
På grund af utilfredshed med kommunen har flere af beboerne allieret sig med en socialrådgiver, der skal varetage deres interesser.
- Jeg kan jo se, der er opbygget et unikt fællesskab og miljø. Det bygger man ikke bare op ved at flytte et andet sted hen, siger Solveig Munk, der er socialrådgiver hos gruppen Almen Modstand.
Indtil videre er det intet endeligt afgjort, men frygten er, at en ny ejer efter renoveringen vil opkræve en væsentlig højere husleje.
Læs også
Beslutningen i byrådet er truffet, da man ved salget af bygningerne kan finansiere massevis af nybyggede almene boliger.
De frygter, at en huslejestigning kan have store konsekvenser for dem. Er det ikke urimeligt?
- Boligerne har haft til formål at levere på et akut behov i forhold til at kommunen har kunnet anvise gennem socialforvaltningen. Det lever det ikke op til mere. Behovet er ikke eksisterende mere, men for pengene kan vi få op til 500 almene, billige boliger, som kommer mange flere århusianere til gode. Det vil jeg meget hellere end at fastholde, at vi som kommune er udlejer på bygninger, vi ikke har behov for.
Den socialdemokratiske gruppe i byrådet bakker stadig op om at sælge husene på Poul Martin Møllers Vej.
- Vi har skrevet under på et budgetforlig for et nogle år siden, hvor salget af husene er en del af, og det står vi stadig ved af flere grunde: Boligerne bliver bevaret, og vi mener, at lejerne er godt sikret. De er sikret af lejeloven og kan ikke smides ud. Og så kommer vi til at få endnu flere boliger af den type til folk, som står i akutte problemer, siger Steen Bording Andersen (S), der er næstformand for teknisk udvalg.
Bliver ikke smidt ud
I sidste ende er Eva Damholdt nervøs for, at hun bliver nødt til at flytte til eksempelvis en ghetto.
Er det ikke dig, der har for fine fornemmelser?
- Det er ikke fine fornemmelser. Det er den billigste bolig. Jeg sover i stuen og sparer på alt, hvad jeg overhovedet kan spare på for ikke at blive socialt stigmatiseret. Nu er det her, vi bor, og derfor kæmper jeg for det sted. Det kommer til at ødelægge mit liv, hvis jeg igen skal flytte herfra, siger hun.
Læs også
Bygningerne er sat til salg samlet. Lejerne skal dog ikke frygte at blive smidt på porten. Det forklarede Søren Schütze den 13. november 2019 til Stiften. Han er som juridisk specialkonsulent i Teknik & Miljø kommunens tovholder på salget af ejendommene.
Lejerne vil have de samme rettigheder som i dag, og lejekontrakterne vil stadig være gældende over for en ny ejer, sagde han til Stiften.
Udlejer kan opsige lejer hvis:
- Der er tale om udlejning af enkelte værelser, der er en del af udlejers bolig
Opsigelsesvarsel er minimum én måned - Der er tale om en beboelseslejlighed i et hus med to beboelseslejligheder, hvor udlejer bor i den ene
Opsigelsesvarsel er minimum ét år - Der er tale om en ejerbolig eller andelsbolig, som udlejer selv ønsker at bebo, og ikke har andre lejemål og ejede boligen på det tidspunkt, hvor lejeaftalen blev indgået.
Opsigelsesvarsel er minimum ét år - Lejer ikke overholder god skik og orden / regler i husorden
Opsigelsesvarsel er tre måneder, MEN: - Ved overtrædelse af husorden, skal udlejer give dig et skriftligt påbud om, at du ikke overholder husordenen, så du har en chance for at rette op på din adfærd. Udlejer kan først opsige lejer, hvis lejer efter flere påbud ikke har ændret adfærd, og dermed overtræder husordenen.
VIGTIGT! Mange lejere tror, at de kan risikere at blive opsagt, hvis udlejer beslutter sig for at sælge den ejendom eller den konkrete bolig, som de bor til leje i. Det er dog vigtigt at understrege, at et salg af hele ejendomme eller den konkrete bolig ingen betydning har for din lejekontrakt. Du kan blive boende i boligen på samme vilkår, som du hele tiden har haft.
Kilde: lejeloven.dk