Erhvervsskoler i Aarhus er på charmeoffensiv
Skills for skoleelever er et af initiativerne, der skal være med til at lokke flere til at tage en erhvervsfaglig uddannelse
Faglærte håndværkere som murere, tømrere og VVS-folk kan blive mangelvarer i fremtiden.
Det er den dystre udsigt, som erhvervsskoler landet over forsøger at lave om på.
Et af midlerne er vække de unges interesse for håndværksfagene allerede i folkeskolen ved at invitere dem indenfor på skolerne og vise dem de muligheder, som en erhvervsuddannelse giver.
Formanden for Aarhus Håndværkerforening Søren Dyhr tror på, at netop den taktik er vejen frem, hvis den nedadgående kurve over nye elever på erhvervsskolerne skal knækkes:
- Vi har også selv en del af ansvaret, og det er det ansvar, vi også påtager os nu. Vi vil ind i en tættere dialog med folkeskolerne for at få fat i de unge, siger han.
Skills er midlet
Han mener, at en af udfordringerne er, at der er blevet større konkurrence om de unge hoveder og hænder.
På erhvervsskolerne såsom teknisk skole har man de seneste år oplevet en tilbagegang. Ifølge Søren Dyhr er det i dag knap 10 procent af en ungdomsårgang, der vælger en erhvervsuddannelse
- Vi har haft en katastrofal tilbagegang, siger han.
I Ceres Park og Arena i Aarhus deltog flere end 1.000 elever fra 21 folkeskoler i Aarhus Kommuner i dag i Aarhus-mesterskabet i Skills Skolestafet.
Her kunne eleverne selv prøve kræfter med håndværksfagene og tale med elever, som selv er i gang med eller har gennemført en erhvervsuddannelse.
Søren Dyhr håber, at netop mesterskaber som for eksempel DM i Skills og VM i Skills kan fungere som en gulerod.
Du kan se hele interviewet med formanden for Aarhus Håndværkerforening i videoen øverst i artiklen.