Er det snart slut med restriktioner? Coronaekspert er optimistisk
Selvom smittetallene fortsat stiger, er der færre, der bliver alvorligt syge med coronavirus. Og ifølge en professor og overlæge kan vi nu se frem mod lysere tider.
Er det snart slut med corona?
Det spørgsmål har de fleste danskere nok stillet op til flere gange de seneste to år. Men nu er den måske god nok.
Til trods for fortsat høje smittetal er antallet af indlagte på landets intensivafdelinger faldende. Siden søndag er der syv færre indlagte på intensiv, og i hele Region Midtjylland er kun seks indlagte.
Læs også
Til gengæld er det samlede antal indlagte steget til 802 personer, som er det højeste antal indlagte denne vinter.
Kurven for indlagte på intensiv ser altså ud til at være knækket, og søndag kunne store dele af kulturlivet endnu engang slå dørene op.
Ekspert er optimistisk
Professor og ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, mener, at vi på trods af smitterekorder er på vej hen et godt sted, når det kommer til corona-pandemien.
- Jeg er i hvert fald meget optimistisk med, at vi går mod lysere tider nu, også med hensyn til epidemien. Det er selvfølgelig en drillepind, det har det vist sig før med den her virus, men mon ikke det går, og lad os håbe det bedste, siger Lars Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge overlægen er den primære årsag omikron-varianten, der har vist sig at være mildere end de tidligere varianter.
- Nogle nye resultater fra USA har faktisk vist, at der er 60 procent mindre risiko for at blive indlagt, og ud af de mange, mange tusinde mennesker, man undersøgt var der ingen, der kom på intensivafdelingen. Så der er meget, der tyder på, at omikron gør, at vi faktisk bevæger os et rigtig godt sted hen, siger han.
Derfor tror Lars Østergaard også på, at de sidste restriktioner snart kan løftes.
Læs også
- Ja, det tænker jeg da, og det håber jeg bestemt, at vi kan. Lige nu er der en anden udfordring, og det er, at der er så mange smittede, sådan at der er rigtig mange mennesker, der er hjemme og passe deres børn for eksempel. Og de har jo vanskeligt ved at opfylde nogle vigtige samfundsvigtige funktioner samtidigt.
Åbent i paradis
Søndag blev flere restriktioner i kulturlivet løftet. Det betød blandt andet, at den aarhusianske biograf, Øst for Paradis, igen kunne åbne for gæster.
- Det var fuldstændig fantastisk. Det var en boblende glæde at se kunder strømme ind og se kaffemaskiner virke igen, siger direktøren i Øst for Paradis, Line Bjørn Daubjerg Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Direktøren er dog ked af, at det overhovedet var nødvendigt at lukke ned i denne omgang.
- Den her gang føltes det som om, at det var lidt en fejl. Vi kan se, at måske kunne det godt have ladet sig gøre. For det er ret sikkert at gå i biografen. Du går ind, tager dit mundbind af og sætter dig ned med lukket mund. Det er simpelthen ikke den store smittefare hernede, siger hun.
Line Bjørn Daubjerg Christensen er fortrøstningsfuld angående fremtiden og fortæller, at hun ikke tror, at biografen og branchen bliver lukket ned igen.
- Da vi lukkede ned, havde vi et af de bedste år nogensinde, og der fortsætter vi bare, fordi det er jo det, vi skal, siger hun.
Lukket i paradis
Ovenpå Øst for Paradis ligger natklubben Café Paradis. Udover placeringen og navnet har de to steder dog intet med hinanden at gøre.
Corona-pandemien har også ramt de to steder vidt forskelligt. Mens Øst for Paradis i går kunne åbne, er Café Paradis fortsat lukket grundet restriktioner. Og her er optimismen ikke lige så stor som hos underboerne.
- Jeg tænker helt sikkert, at vi kommer over det, men jeg ved ikke hvornår. Og jeg tænker også, at vi kan risikere at rende ind i en nedlukning mere, siger Rasmus Barslund, der er medejer af Café Paradis, til TV2 ØSTJYLLAND.
Café Paradis' nedlukning står lige nu til at udløbe den 1. februar. Men Rasmus Barslund er heller ikke optimistisk angående en mulig genåbning allerede der.
- Nej, det tror jeg ikke (at Café Paradis få lov til at åbne, red.). Hjælpepakkerne løber frem til 27. februar, og det plejer at være et fint vink med en vognstang, at man i hvert fald er forberedt på, at den mulighed foreligger, siger han.
Derfor er natklubbens mentalitet også for nu, at man tager tingene én dag ad gangen.
- Det er ikke noget, vi taler om, hvornår vi får lov til at åbne igen. Vi åbner, når vi åbner, siger Rasmus Barslund.