Ensomme i Aarhus får 10.000 kroner i støtte

Bruuns Galleri har skænket 10.000 kroner til Ventilen Aarhus, der er et mødested for ensomme unge

Bruun’s Galleri i Aarhus har uddelt 10.000 kroner til Ventilen i Aarhus. Det oplyser shoppingcenteret i en pressemeddelelse.

- For os er det et rigtig stort beløb, så vi er vildt glade for støtten. Pengene er til forskel fra andre fondsmidler ikke øremærket noget bestemt, det giver os en frihed til at anvende dem på andre spændende aktiviteter, end vi plejer, forklarer Jakob Munk Tersbøl, der er frivillig og kasserer for Ventilen Aarhus.

Ventilen Aarhus er et mødested for ensomme og isolerede unge. På mødestedet kan de unge møde op og være en del af et fællesskab.

Om Ventilen: 

Hos Ventilen Aarhus kan ensomme unge i alderen 15-25 år være en del af et fællesskab.

Ventilen er udelukkende drevet af frivillige unge.

Ventilens mødested i Aarhus er placeret i Carl Blochs Gade, og der er åbent torsdag og søndag.

- Vi tænker, at de (pengene, red.) skal gå til aktiviteter ud af huset for de unge. Aktiviteter hvor hovedformålet er at træne sociale færdigheder. Et af de store problemer for de unge, som kommer her i Ventilen, er, at de er ensomme og ofte ikke kan begå sig socialt. Derfor er vores aktiviteter lagt an på, at vi skal øve os i at samtale og være sociale med andre, så man kan tillære sig det og bruge det i andre sammenhænge i livet, siger Jakob Munk Tersbøl.

Pengene gives fra Bruuns Galleris pulje, der fire gange om året støtter gode lokale initiativer. Borgere og jury har stemt mellem de indsendte ansøgninger, og det mest populære projekt var denne gang Ventilen Aarhus.

Hvis man sidder og er frivillige i en god sag som Ventilen, så er der gode muligheder at få del af Bruuns Galleris pulje til gode initiativer. Næste ansøgningsrunde er åben, og en ansøgning om støttekroner skal sendes inden den 1. september.