Enke kan ikke sælge huset på grund af solcelleplan: - Jeg er stavnsbundet
Efter hun mistede sin mand, er Anne Malte Brun klar til at sælge huset ved Spørring, men planer om solceller forhindrer, at hun kan få vurderet huset.
79-årige Anne Malte Brun sidder godt og grundigt fast i sit hus i Spørring i den nordligste del af Aarhus Kommune.
- Jeg er stavnsbundet, og det ved jeg også, at der er andre i området, der føler sig, siger Anne Malte Brun, der i 27 år har boet i huset, som hun egentlig er rigtig glad for, og som hun købte sammen med sin mand.
- Så skete der desværre det, at min mand døde for halvandet år siden, og jeg kom til at bo alene her i huset. Først tænkte jeg, at jeg ikke orkede at flytte, men nu kan jeg godt se, at huset og haven blevet for stort. Der er alt for meget at passe, siger enken.
Der er bare et problem, for hun kan ikke få vurderet huset, og derfor er det svært at sælge det. Aarhus Kommune har givet tilsagn om, at der kan opføres en solcellepark på markerne ved Anne Malte Bruns hus, men der er fortsat ingen konkrete planer, og det kan vare længe, før de bliver til virkelighed.
- Jeg synes, det har været svært nok, at jeg mistede min mand. Jeg savner ham, siger 79-årige Anne Malte Brun med en klump i halsen og konstaterer:
- Det er en meget ubehagelig følelse at være stavnsbundet, for så er det ikke dit valg. Så skal du bare sætte dig ned og vente – og vente på hvad?
Havde køber til huset
Faktisk har hun haft en køber på hånden til huset, men han ville gerne have en vurdering, hvilket Anne Malte Brun mente var ganske rimeligt, så hun kontaktede en ejendomsmægler, der kom ud og så på huset ved Spørring.
- Jeg måtte jo forklare hende, at der var nogle planer om, at der skal ligge en solcellepark heromkring, og det bekymrede hende, for så kunne hun ikke vurdere huset, husker Anne Malte Brun.
Hun understreger, at hun intet har imod solcelleparken. Tværtimod.
- Overhovedet ikke. Det er grøn energi, og det er det, hele Danmark råber på, siger Anne Malte Brun, der undrer sig over, hvorfor det ikke går hurtigere, nu der er politisk opbakning til projektet.
- Når de himler op om, hvor grønt Danmark skal være, så må de kunne bestemme det. Så kan det ikke være rigtigt, at der er flere grundejere, som det går ud over, der er stavnsbundet, ligesom jeg er.
Jeg er sådan set stavnsbundet til huset her, som jeg synes er mere og mere uoverskueligt at passe
Det er fire-fem år siden, at ægteparret fik besked om, at der var planer om et solcelleanlæg ved Spørring. Det ledte til et stort offentligt møde og til besøg i huset af firmaet, der barslede med planerne.
Parret valgte at se tiden an, men nu er Anne Malte Brun som sagt alene, og ønsket om at flytte til noget mindre og mere praktisk fremskredent.
- Jeg er en ældre dame. Endnu kan jeg køre bil, men den dag jeg ikke kan køre bil, så kan jeg slet ikke komme herfra. Der er slet ingen offentlige transportmidler. Så sidder jeg her, siger Anne Malte Brun.
Kan du heller ikke sælge dit hus?
Er du i en lignende situation som Anne Malte Brun, hører vi gerne fra dig. Skriv til os på redaktion@tv2oj.dk
Hun har spekuleret over, hvornår hendes forældre egentlig måtte stoppe med at køre bil.
- Det var der omkring begyndelsen af firserne. Der kan jo også ske noget fra dag til dag i min alder, hvor man må sige, at nu er det slut med at køre bil, og så er jeg virkelig fanget. Så kan jeg ikke komme nogen steder hen, siger Anne Malte Brun.
Hun døjer også med leddegigt, men hun understreger, at hun har gode naboer, der hjælper hende, understreger hun og det samme gælder hendes børn.
- Men jeg kan ikke blive ved med at bede om hjælp. Det vil jeg gerne kunne undgå, siger Anne Marie Brun, der spekulerer meget over fremtiden, som hun ikke er herre over.
- Problemet er, at vi ikke ved, hvornår den solcellepark kommer, eller om den overhovedet kommer, og det er dér, jeg står i dag, så jeg er sådan set stavnsbundet til huset her, som jeg synes er mere og mere uoverskueligt at passe.
- Det her er en falliterklæring
”Fuldstændig grotesk” kalder Gert Bjerregaard, byrådsmedlem for Venstre situationen.
- Vi skal have hjulpet de borgere, der bor her i Spørring. De ønsker faktisk en solcellepark, men Aarhus Kommune har ikke handlet rettidigt nok. Vi har jo for tre år siden besluttet, at vi vil solenergi i Aarhus Kommune, men vi har forpasset at få ansat medarbejdere til det, siger Venstre-medlemmet, der nu går til budgetforhandlingerne i kommunen med krav om at der findes penge til medarbejdere.
- Det er jo fuldstændig grotesk, at byrådet har truffet beslutningen og holdt skåltaler om, at vi vil solenergien, men man har ikke afsat tilstrækkelige midler til medarbejdere for at få afklaret det her. Jeg vil nu gå til budgetforhandlingerne og sikre, at vi får det antal medarbejdere, og så skal vi have sat fart under det her. Det skal ikke tage to år. Vi skal kunne gøre det her hurtigere, siger Gert Bjerregaard.
Det her er en falliterklæring. Vi skal ikke have nogen, der er stavnsbundet
Adspurgt om han ikke selv kunne have gjort mere for årevis siden, peger han hurtigt videre.
- Jo, men nu er rådmanden jo konservativ, og jeg har ventet på at han har afsat de nødvendige midler. Det har han ikke gjort, og så må jeg jo gå til byrådet, siger Gert Bjerregaard, der håber på forståelse under budgetforhandlingerne.
- Jeg tror, at byrådet får øjnene op for, at vi har brug for de her medarbejdere, og så må vi sætte turbo på. Det her er en falliterklæring. Vi skal ikke have nogen, der er stavnsbundet. Vi har jo flere borgere her i Spørring, der er i samme situation.
Rådmand: Folk skal ikke være stavnsbundet
Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) mener heller ikke, at det er rimeligt, at Anne Malte Brun og andre i hendes situation på den måde skal vente i flere år på afklaring.
- Nej, det er det ikke. Det er også derfor, vi lige har stillet et forslag om at få sat syv millioner kroner sat af til området, så vi kan få en hurtigere sagsbehandling, så folk ikke skal være stavnsbundet til et hus, for det er selvfølgelig fuldstændig urimeligt, siger Nicolaj Bang.
Rådmanden tør dog ikke love noget om, hvor længe Anne Malte Brun skal vente.
- Men jeg kan sige, at vi arbejder på højtryk, og jeg håber virkelig meget, at vi får de her ekstra midler, så vi kan sætte farten endnu mere op.