Enigt byråd: Chefer må ikke aflure sms'er og emails

I Aarhus Kommune indføres der nu klare retningslinjer

01:02

1 af 2

Aarhus Byråd har onsdag aften enstemmigt vedtaget nye retningslinjer. Fra nu af må chefer på ingen måde lure i de ansattes sms'er eller emails. Formålet er at skabe tryghed blandt medarbejderne i kommunen.

Beslutningen kommer ovenpå sagen fra Aarhus Havn, hvor tre kranførere blev fyret på baggrund af sms'er, som havnens direktør havde afluret.

Kranførere kræver undskyldning

Forslaget blev oprindeligt fremsat af Enhedslisten, og senere blev det genfremsat af SF.

- Det er jo fremragende, jeg gav jo den samme garanti til medarbejdere, jeg var chef for tilbage i 2013, da jeg lærte den her sag at kende. Det er den garanti, der er nu er blevet bredt ud til alle medarbejdere i Aarhus Kommune, så jeg synes, det er fremragende, at vi kan genoprette tilliden mellem medarbejderne og ledelsen, siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse.

Ifølge ham er det vigtigt, at der er klare retningslinjer.

- Der kan jo hurtigt komme konflikter og gråzoner, hvor sådan et redskab kan komme i brug. Så jeg tror, at det både er nødvendigt med et klokkeklart signal om, at det gør vi ikke, og så skal vi altså også have en politik for al den øvrige teknik, der er på vej frem, og som er en del af manges arbejdsdag, siger Thomas Medom.

Har du prøvet, at din chef har afluret dine beskeder? Så hører vi gerne fra dig på redaktion@tv2oj.dk.

Se hele interviewet med Thomas Medom i videoen øverst på siden.