Endnu færre praktikpladser
Har svært ved at finde praktikpladser
Praktikpladser er en udfordring for mange erhvervsuddannelser i Østjylland. Ifølge en ny opgørelse fra Aarhus Tech ser det heller ikke ud til at blive nemmere fremadrettet.
Erhvervsuddannelserne under Aarhus Tech kæmper nemlig i øjeblikket med at finde nok pladser til eleverne.
- Det er vi selvfølgelig ikke begejstret for, fortæller uddannelsesdirektør på Aarhus Tech, Ib Kronborg Nielsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Tech har i årets første 10 måneder indgået seks procent færre aftaler end samme periode året før. På landsplan er der tale om stigning på ni procent, hvilket kun gør ondt værre.
Især fordi Østjylland i øjeblikket oplever et boom af byggeprojekter, burde der være brug for hænderne.
- Jeg tænker, at vi skal fortsætte med at besøge virksomhederne og forsøge os med mere opsøgende arbejde. Der er jo ikke andet at gøre, lyder det fra uddannelsesdirektøren.