Endnu et byrådsmedlem siger farvel til Nye Borgerlige
Henrik Arens har meldt sig ud af Nye Borgerlige. Det meddeler han mandag formiddag. Dermed har partiet ikke længere plads i Aarhus Byråd.
- Jeg kan desværre ikke længere se mig i Nye Borgerlige, og har derfor i dag meldt mig ud.
Sådan skriver Henrik Arens, hidtidigt byrådsmedlem i Aarhus for Nye Borgerlige, i en pressemeddelelse.
Nu er partisamarbejdet altså slut for Henrik Arens, der fortsætter som byrådsmedlem uden for parti. Dermed er Nye Borgerlige også fortid i Aarhus Byråd.
- Det har været en svær beslutning. Ellers havde jeg taget den samme nat, siger Henrik Arens med henvisning til den nat, hvor mailen om udsmidningen af Lars Boje Mathiesen blev rundsendt i partiet.
Udmeldelsen kommer i forlængelse af, at Lars Boje Mathiesen, kortvarigt partiformand, for få uger siden blev smidt ud af partiet. Det skete efter en måned på posten.
Udsmidningen fremkaldte kritiske røster fra flere sider af partiet - blandt andet fra Henrik Arens. Han påpegede, at der altid er to sider af en sag, og at han ville gå i tænkeboks om, hvordan han bedst kunne fortsætte kampen for liberal politik i Aarhus.
- Man skal ikke være stor analytiker på News for at se, at det er en kæmpe udfordring for partiet. Vi har helt sikker nogle ting, vi skal have undersøgt, der er interne uenigheder, vi skal snakke om, så må vi se, sagde Henrik Arens den 10. marts til TV2 Østjylland.
Nu er beslutningen truffet.
Fortsætter liberal kamp i Aarhus
Han fortsætter nu på egen hånd kampen for, hvad han kalder en borgerlig liberal politik.
- I sidste ende handler det for mig om, om jeg stadig tror på projektet og kan se mig selv i det. Det gør jeg desværre ikke, og har derfor i dag meldt mig ud af partiet, siger Henrik Arens.
Han forventer at blive siddende byrådsperioden ud, forklarer han.
- Der kan jo altid opstå noget personligt eller karrieremæssigt, men planen er at fortsætte perioden ud og føre den samme politik, jeg har stået for hidtil, siger Henrik Arens.
Til TV2 Østjylland fortæller han, at han kommer til at savne samarbejdet med den lokale partibestyrelse. Det er der, partiarbejdet er foregået, bemærker han.
- De seneste 15 måneder har der ikke været noget synderligt samarbejde med partiets landsorganisation, siger Henrik Arens, der har savnet kommunal opbakning.
- Det er vi mange, der har. Der har ikke været noget organisatorisk samarbejde mellem kommuner og medlemmerne i Folketinget, siger Henrik Arens og bemærker, at det var et af de initiativer, som Lars Boje Mathiesen var ved at sætte i gang, indtil han blev smidt ud.
Fortsætter solo
Om han kan finde på at melde sig under andre faner i et andet parti er dog alt for tidligt for ham at forholde sig til.
- Dér er jeg slet ikke. Det har hverken været samtaler med andre og kommer det heller ikke lige i fremtiden, siger Henrik Arens, som ønsker sit forhenværende parti held og lykke med fremtiden.
- Jeg ønsker Pernille (Vermund, red.), Peter (Seier Christensen, red.) og resten af baglandet held og lykke med at redde projektet, slutter det nu tidligere NB-medlem.
Udmeldelsen kommer samme dag, som en ny meningsmåling fra Voxmeter ifølge Ritzau viser, at Nye Borgerlige på landsplan hænger med en vis legemsdel i vandskorpen.
2,3 procent af vælgerne ville i dag stemme på Nye Borgerlige, som ved valget den 1. november 2022 fik 3,7 procent - et for partiet ikke prangende resultat.
TV2 Østjylland har været i kontakt med Nye Borgerliges sekretariat, der oplyser, at de ikke ønsker at kommentere Henrik Arens udmeldelse.
Nye Borgerlige ønsker heller ikke at oplyse, hvor mange medlemmer partiet har mistet de seneste uger. Partiet offentliggør kun medlemstal på partiets årsmøde.
I februar 2023 beskrev Berlingske, at Nye Borgerlige har 16.726 registrerede medlemmer, hvoraf 4911 ifølge partiet ikke har fornyet deres medlemskab og derfor heller ikke betaler kontingent til partiet.