En tand for meget

Visdomstænder skal blive i munden, viser forskning

Danskere har i årevis fået fjernet visdomstænder helt uden grund.

Forskning viser, at selv de skæve visdomstænder kan sidde i kæben uden at volde problemer.

Derfor skal tænderne ikke altid hives ud - men derimod blive i munden længst muligt, oplyser DR Østjylland.

- Det har vist, sig at de fleste visdomstænder, selvom de ikke er brudt helt frem i mundhulen, kan ligge og ikke give anledning til problemer i et livslangt forløb, siger professor ved kæbekirurgisk afdeling på Århus Universitet, Søren Schou.

Sammen med Tandlægeforeningen har Søren Schou arbejdet ihærdigt på at få den holdning helt ud i landets klinikker.

- Jeg er ret sikker på, at vi ikke vil komme tilbage til den situation, hvor vi fjernede stort set alle visdomstænder. For det har vist sig, at det ikke er hensigtsmæssigt at gøre.