En 27-årig aarhusianer fængsles i tyveri-sag
En mand, der har skaffet sig adgang til en håndfuld boliger i Aarhus-området, er mandag blevet fængslet i fire uger
En 27-årig mand fra Aarhus er mandag blevet fængslet fire uger i surrogat sigtet for tyveri-forsøg.
Manden er sigtet for fem forsøg på tyveri fra adresser i Aarhus i perioden fra fredag den 3. januar 2017 til søndag den 5. februar.
Østjyllands Politi oplyser, at manden i alle tilfælde har skaffet sig adgang til villaer via en ulåst hoveddør. Politiet kender manden fra tidligere, hvor han har begået lignende kriminalitet.
Læs også
Manden er blevet opdaget af beboerne og er kommet med forskellige forklaringer på, hvorfor han befandt sig på stedet.
Han har været på adresser på Fredensgade i Aarhus, flere adresser på Monradsvej i Viby, Kirkevænget i Tranbjerg og Trankær Vænge i Tranbjerg.
Den 27-årige blev søndag klokken 16 anholdt på et stisystem ved Kirkevænget i Tranbjerg.