Elever på Risskov Gymnasium: Strejke skal redde undervisning
Regeringens varslede besparelser bekymrer
Eleverne på Risskov Gymnasium går til stemmeurnerne i dag kl. 11.30 for at beslutte, om de torsdag skal strejke i protest mod regeringens varslede besparelser på uddannelsesområdet.
- Vi har allerede været igennem tidligere besparelser, og det er bestemt ikke, fordi vi er fuldstændig afvisende overfor besparelser. Men vi frygter, at de varslede besparelser denne gang vil gå ud over undervisningen. Personligt frygter jeg, at undervisningsmidlerne bliver formindsket, siger formanden for elevrådet på Risskov Gymnasium, Christoffer Qvirin, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Klart signal til Borgen
Han vil sammen med det elevrådsvalgte bestyrelsesmedlem møde skolens elever kl. 11.30 og give en kort forklaring, hvorefter der er tid til meningsudveksling, og så vil alle eleverne stemme.
- Vi håber, at en undervisningsnedlæggelse vil sende et klart signal til politikerne. Vi ved, at flere andre gymnasier i Aarhus også vil stemme om en undervisningsnedlæggelse på torsdag, siger Christoffer Qvirin.
Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, som er med til at koordinere strejken, vil over 50 gymnasier i Danmark nedlægge undervisningen den 29. oktober, og mange af dem vil også deltage i demonstrationer i Aarhus og København.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger elevernes afgørelse senere på dagen.