Ekspert om terrorsigtelse: - På en skala fra 1-10, så er denne sag en 10’er

En 33-årig mand er sigtet for terrorforsøg. Hans Jørgen Bonnichsen mener ikke, at man før har haft en lignende sag i Danmark.

Den 18. juli kørte en 33-årig mand med høj fart en Mercedes gennem Frederiksgade i Aarhus.

Han er nu sigtet for terrorforsøg efter terrorparagraffen, paragraf 114, erfarer TV 2 og Ekstra Bladet

Sagen, hvor en bil køres i høj fart mod en menneskemængde, er bemærkelsesværdig og ifølge tidligere chefkriminalinspektør og operativ – og politifaglig leder for Politiets Efterretningstjeneste – meget sjælden i Danmark:

- Det er uhyre sjældent, at det sker i Danmark. Med den historiske bevidsthed jeg har, har jeg ikke erindring om, at man tidligere har rejst sådan en sag, siger Hans Jørgen Bonnichsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han mener, at en sag som denne er af meget alvorlig karakter:

- På en skala fra 1-10, så er denne sag en 10’er. Forestil dig, at der havde været en menneskemængde, hvor bilen var braset ind i. Jeg får næsten kuldegysninger ved tanken om, hvilke katastrofale følger det ville have fået, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

quote Jeg får næsten kuldegysninger ved tanken om, hvilke katastrofale følger det ville have fået.

Hans Jørgen Bonnichsen

Motiv og grundlag for sigtelsen er endnu ikke offentligt kendt. 

Derfor vides det heller ikke, om terrorsigtelsen skyldes, at gerningsmanden kørte i høj fart gennem Frederiksgade, eller om politiet i sin efterforskning har fundet andre beviser, der ligger til grund for, at politiet vælger at sigte manden efter terrorparagraffen.

Da den sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør 19. juli, skete det bag dobbelt lukkede døre efter anmodning fra anklageren i sagen.

Det betyder, at journalister ikke må være til stede i retslokalet, og derfor har oplysningerne om sagen og sigtelserne været sparsomme.

Terrorparagraffen

Kæmpestort efterforskningsarbejde

For Hans Jørgen Bonnichsen kom terrorsigtelsen ikke som en overraskelse, da han først havde hørt om sagen.

Han var ikke i tvivl om, at politiet ville arbejde ud fra en teori om terror:

- Det er jo ikke ukendt, at man bruger biler i forbindelse med terrorhandlinger. Jeg tænker blandt andet på Nice, hvor 86 mennesker i 2016 blev dræbt.

- Vi havde også julemarkedet i Berlin og en hændelse i Stockholm og London. På et tidspunkt opfordrede den militante islamistiske terrorbevægelse til at bruge lastbiler og biler som terrorredskab. Så det er ikke ukendt.

- Og når jeg også tænker på mit lokalkendskab til Aarhus, så må jeg erkende, at Frederiksgade ikke lige er stedet, man bruger til vanvidskørsel, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Nu ligger der ifølge Hans Jørgen Bonnichsen et stort efterforskningsarbejde hos politiet:

- Alene det at gå internet- og netværksforbindelser igennem og alt det, man finder ved ransagningen, det er et kæmpestort stykke arbejde.

- De skal undersøge, hvorvidt det kan føre frem mod medgerningsmænd på fri fod, eller om der kan være terrorrelationer. Det tager tid, og det er nok også derfor, at det har taget et stykke tid, før man har rejst sigtelse efter terrorbestemmelsen, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Fire dage efter den hasarderede kørsel i Frederiksgade blev der sat betonklodser og blomsterkummer op i den nederste del af Frederiksgade.
Fire dage efter den hasarderede kørsel i Frederiksgade blev der sat betonklodser og blomsterkummer op i den nederste del af Frederiksgade. Foto: Mads Andreas Frost/Ritzau Scanpix

Dobbelt lukkede døre i retten

Næste retsmøde finder sted tirsdag den 16. august i Aarhus.

TV2 ØSTJYLLAND har søndag været i kontakt med politidirektør ved Østjyllands Politi Kirsten Dyrman. Hun kan ikke kommentere sagen, da den kører bag dobbeltlukkede døre.

Heller ikke anklager ved Østjyllands Politi Maria Buus ønsker at kommentere sagen over for TV2 ØSTJYLLAND.

Det samme gælder for den 33-årige mands forsvarer, Torben Dyring Kledal, der ikke har nogen kommentarer, men tidligere til Ekstra Bladet har sagt, at hans klient nægter sig skyldig

Ifølge Hans Jørgen Bonnichsen er der god grund til de dobbelt lukkede døre hos retten:

- Det gør man meget ofte i terrorsager. Det skyldes for eksempel, at der kan være medgerningsmænd på fri fod. Det kunne også være, at der var andre, som måske kender gerningsmanden, der, hvis dørene blev åbnet, ville kunne med medvirke til at slette spor, fortæller han.

Fire dage efter den hasarderede kørsel i Frederiksgade blev der sat betonklodser og blomsterkummer op i den nederste del af Frederiksgade. Det samme er set efter en række terrorangreb flere steder i Europa, hvor gerningsmænd har brugt køretøjer.

Den 33-årige sigtede har været varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret. 

Den 33-årige mand kørte ifølge sigtelsen den 18. juli en bil med høj hastighed ned ad Frederiksgade i Aarhus.
Den 33-årige mand kørte ifølge sigtelsen den 18. juli en bil med høj hastighed ned ad Frederiksgade i Aarhus. Foto: Google Maps