Ekspert: En umulighed for borgmester at trække fogedforbud tilbage
Pårørende lægger pres på borgmester Jacob Bundsgaard for at trække fogedforbud tilbage. Men det bliver svært, mener ekspert.
Siden sagen om massivt omsorgssvigt på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus har borgmester Jacob Bundsgaard (S) været tavs. Til stor frustration for pårørende til 90-årig Else.
- Han vil gerne stille op til alt det positive, som kan promovere ham selv. Men lige så snart tingene bliver svære, så gemmer han sig, siger barnebarn og værge til Else, Charlotte Ahm.
Læs også
Det er ofte den vej, politikerne vælger at gå, når der er negative sager, fortæller kommunalforsker Roger Buch.
- Hvis der er en ubehagelig sag, så er det bedst ikke at tale om den. Så er det bedst at nægte at udtale sig. Det er i virkeligheden et underligt synspunkt, for man kan ikke finde nogen (red. kommunikationsrådgivere), som støtter op om det, siger Roger Buch.
Tværtimod viser kommunikationsforskning, at hvis der er en krise eller en skandale, så er man nødt til at kommunikere og tale, fortæller han.
Pres for at trække fogedforbud tilbage: - En umulighed
Barnebarn og værge til Else, Charlotte Ahm, har også presset på for, at Jacob Bundsgaard skal få ophævet fogedforbuddet mod at vise de skjulte optagelser.
- Han skal ophæve fogedforbuddet og trække anmeldelsen af TV 2 tilbage. Hvis ikke TV 2 havde lavet skjulte optagelser, var der ikke sket nogen ændringer overhovedet, mener Charlotte Ahm.
Læs også
- Borgmesteren skal banke i bordet og få ændret det. Befolkningen vil se dokumentaren, siger hun.
Selvom det principielt er muligt ifølge reglerne, så er det nærmest umuligt for borgmester Jacob Bundsgaard at gå imod jurister og to retsinstanser, fortæller Roger Buch.
- Hvis kommunen pludselig bakker her, så vil den gå imod sine egne jurister, byret og landsret – og det, synes jeg, vil være en umulighed for en kommune at gøre, siger kommunalforsker Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND.
Borgmesteren har det overordnede ansvar
Det er ikke kun pårørende, som savner, at borgmester Jacob Bundsgaard udtaler sig om sagen. Også byrådskollega Hans Skou fra Venstre.
- Han skal komme frem og sige, hvad han tænker i forhold til det her. Byens førstemand har også en rolle. Tilliden til ældrepleje i Aarhus er på spil. Den skal vi have genoprettet i fællesskab, og der kan han ikke gemme sig, har Hans Skou sagt til TV 2.
Borgmester Jacob Bundsgaard har flere gange henvist til rådmand for sundhed og omsorg, Jette Skive (DF), eller udvalgsformand i sundheds- og omsorgsudvalget, når TV2 ØSTJYLLAND har prøvet at få en kommentar.
- Det er også fair nok, da det ofte er dem, som styrer og er ansvarlige for det, der foregår inden for området. Men det fratager ikke borgmesteren for det samlede ansvar, fortæller Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND.
Men borgmesteren sidder stadigvæk med det overordnede ansvar for hele kommunen og alle områderne, forklarer han.
- Det kan vi jo se, når der er positive, gode ting, inden for alle forskellige områder – skoler, daginstitutioner eller veje, så dukker borgmestrene op, uagtet at de har udvalgsformænd eller rådmænd, som har et stort ansvar for, hvad der foregår, siger kommunalforsker Roger Buch og fortsætter.
- Når man har kæmpestore skandalesager og problemer for kommunen, så tror jeg, de fleste borgere har en forventning om, at borgmesteren stiller sig op og svarer på spørgsmål.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
Læs også