Eksamen med tre personer aflyst - men klasse må gerne samles
Mundtlige eksamener på Aarhus Universitet aflyses på grund af corona-retningslinjer, men alligevel står helt hold til at blive samlet kort efter.
Mundtlige eksamener med tre personer omlægges til virtuelle prøver. Det er på trods af, at de selv samme studerende skal møde fysisk til undervisning - og andre studerende skal møde fysisk til skriftlige eksamener, hvor der er op til hundredvis af studerende til stede.
Og netop det paradoks frustrerer Jens Philip Yazdani, der læser idehistorie på første semester på Aarhus Universitet. Han er en af de studerende, der har fået omlagt sine mundtlige eksamener til virtuelle.
Læs også
- Noget af det, der frustrerer mig, er, at det er totalt ulogisk, at det skal aflyses. Fem dage efter skal vi mødes alle sammen til undervisning i samme lokale på samme tid. Hvis man kan det, hvorfor i alverden kan man så ikke mødes tre personer i 30 minutter fem dage inden?, spørger Jens Philip Yazdani overfor TV2 ØSTJYLLAND.
Der er omkring 40 studerende på hans hold.
Sender brev til ledelsen
Jens Philip Yazdani har taget initiativ til et klagebrev, som han sammen med otte andre fra sit hold har underskrevet.
Her klager de studerende over, at deres mundtlige eksamen skal afholdes virtuelt. Brevet er endnu ikke blevet sendt, men TV2 ØSTJYLLAND har læst det igennem.
De skriver blandt andet:
- (...) Aarhus Universitet må selv være af samme holdning. I hvert fald kan vi måbende se, at mens vi får tvangsaflyst vores individuelle 30 minutters eksamen, skal de medicinstuderende tvinges til at være fysisk tilstedeværende ved en markant mere omfangsrig stedprøve, hvor de vil være langt flere tilstede i lokalet.
- Det savner logik, at man ét sted vil tvinge folk, der ikke ønsker at være fysisk mange forsamlede, til alligevel at være det, mens man et andet sted vil tvinge folk, der ønsker at møde fysisk op på forsvarlig vis, til at blive hjemme. Medmindre logikken altså er tvang, og at vi som studerende skal gøre præcis det modsatte af, hvad vi selv ønsker.
Læs også
Kulminationen på semesteret
Jens Philip Yazdani fortæller, at det for ham er vigtigt at kunne møde fysisk op til eksamen, så længe det kan lade sig gøre.
- Det er absolut ikke ligegyldigt. Det betyder noget, at man kan se sin underviser i øjnene. Der er også noget ceremonielt over en eksamen, der er kulminationen på hele semesteret. Der er noget værdifuldt i at sidde fysisk sammen i forhold til at sidde hjemme på et Zoom-link, hvor man bare logger ind og ud igen, siger han.
VIDEO: Også de medicinstuderende på Aarhus Universitet har klaget over eksamener denne januar. Se indslag her.
Jens Philip Yazdani mener, at universitetet burde gøre, hvad de kan for at holde så meget åbent som normalt.
- Jeg vil gerne understrege, at når pandemien tager så lang tid, at vi for pokker da holder fast i de fysiske ting, vi kan, når det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Der er tusind andre ting, som man må i samfundet, hvor der er langt større chance for at sprede smitte end at sidde to-tre mennesker i et stort lokale, siger den studerende.
Følger opfordring
Aarhus Universitet oplyser, at man lige nu arbejder ud fra de opfordringer, som er givet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Opfordringerne siger, at universiteterne skal:
- organisere undervisningen i faste hold, hvor det er muligt i forhold til den praktiske gennemførsel af undervisning.
- omlægge eksaminer, så de afholdes virtuelt, hvor det er praktisk muligt.
Opfordringen gælder indtil videre til og med 16. januar.
- Vi har taget udgangspunkt i det, vi er blevet bedt om. Og det er at lægge alt det om til virtuelt, som vi kan. Men der er nogle eksamener, der ikke kan lægges om, siger Leo Normann Pedersen, der er uddannelseschef for Arts, som idehistorie hører ind under, på Aarhus Universitet.
Uddannelseschefen kan dog godt forstå de studerendes frustration over logikken i nogle af reglerne.
Læs også
- Jeg tror ikke, at du kan finde ét svar fra de studerende på, hvad de helst vil. Men jeg kan godt forstå, at det som studerende kan være svært at se det hele billede, ligesom andre nogle gange har haft det med andre corona-retningslinjer i samfundet, siger Leo Normann Pedersen.
Han fortæller, at skolen igen vil vurdere retningslinjerne, når der kommer nye udmeldinger fra myndighederne.
- Vi regner med, at vi får en udmelding på mandag. Den her uge er spændende, da der kommer til at være nogle forhandlinger, og den udvikling følger vi selvfølgelig nøje, siger uddannelseschefen.
Føler sig ikke hørt
Selvom Aarhus Universitet følger opfordringerne fra myndighederne, så føler Jens Philip Yazdani ikke, at der bliver lyttet nok til de studerende.
- Jeg synes, det er et spørgsmål om, at vi skal have medbestemmelse. Aarhus Universitet udviser en uvilje til at lytte til, hvad vi som studerende er trygge ved og har lyst til. Det virker grotesk, siger han.
Læs også
Selvom Leo Normann Pedersen mener, at man ikke ville kunne få et klart svar fra de studerende, så er Jens Philip Yazdani ikke i tvivl om, at man ville kunne gøre det bedre end nu.
- Man kan i hvert fald gøre flere glade end nu. Det er ikke et spørgsmål om alt eller intet, men et spørgsmål om at se ud af bureaukratiske kasser. For mig at se er det muligt at tilfredsstille langt de fleste behov, siger han.
Leo Normann Pedersen fortæller, at universitetet er i dialog med studenterrådet, der kommer med deres input på vegne af de studerende.