Eks-AGF'er vælger USA
Tidligere AGF'er Aron Johannsson vrager Island
Aron Johannsson har valgt, at hans fremtid som landsholdsspiller ligger i USA og ikke Island.
Det har længe været et tema, hvilket valg den 22-årige angriber, der i januar skiftede til hollandske AZ Alkmaar fra AGF, ville tage, da han er i besiddelse af et dobbelt statsborgerskab.
Nu er valget så faldet ud til fordel for USA og deres landstræner, Jürgen Klinsmann:
- Jeg har besluttet at stille mig til rådighed for det amerikanske landshold. Jeg har været heldig at kunne vælge mellem Island og USA, da jeg har dobbelt statsborgerskab, skriver Johannsson i et statement.
- Det har ikke været en let beslutning, og jeg har taget mig god tid, for der er tale om to gode landshold. Jeg takker trænerne på Island for deres interesse, og ønsker det islandske landshold alt det bedste i fremtiden.
Johannsson fik sit gennembrud, da han i efterårssæsonen i 2012 forlod Superligaen som topscorer efter 14 mål, hvoraf tre af dem i en kamp mod Horsens blev scoret indenfor blot 3 minutter og 50 sekunder. Det gør ham til indehaver af rekorden for Superligaens hurtigste hattrick nogensinde.