Eftersøgning slut: Forsvundet fange er vendt tilbage

43-årig fange er tilbage på Psykiatrisk Hospital efter fire dage i friheden

Foto: Morten Rasmussen - Scanpix / Østjyllands Politi

Den eftersøgte Daniel Teilmann vendte søndag morgen tilbage til Psykiatrisk Hospital i Risskov, efter at han har været forsvundet i næsten fire dage.

Den 43-årige mand var onsdag på uledsaget udgang fra retspsykiatrisk afdeling, men vendte ikke tilbage til den aftalte tid. Senere valgte Østjyllands Politi at efterlyse ham med navn, billede og signalement.

I efterlysningen oplyste politiet, at han kunne være farlig for sine omgivelser, hvis han ikke fik sin medicin. Af samme årsag opfordrede Østjyllands Politi til, at man ikke selv kontaktede ham, men i stedet ringede til politiet.

SE OGSÅ: Politiet har endnu ikke fundet farlig fange

Efter at billedet af den efterlyste mand blev offentliggjort, modtog politiet en række henvendelser fra personer, der mente at havde set den 43-årige østjyde. Trods de mange henvendelser fik politiet aldrig det afgørende spor, der førte frem til ham.

I stedet endte det altså med, at den 43-årige fange selv mødte op på Psykiatrisk Hospital.

- Han mødte op omkring kl. 9 søndag morgen. Det hele foregik i god ro og orden, uden at vi har været involveret. Psykiatrisk Hospital har blot informeret os om, at han er tilbage, siger vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

Politiet har endnu ingen oplysninger om, hvad Daniel Teilmann har foretaget sig, og hvor han har opholdt sig, efter at han forsvandt i onsdags.

SE OGSÅ: 43-årig på flugt fra politiet: Blevet spottet flere steder

Den 43-årige østjyde har en lang række domme for vold og trusler bag sig. Ekstra Bladet skriver, at han i denne omgang afsonede en straf for vold med døden til følge.

03:14

Se et tv-indslag om den 43-åriges flugt. Indslaget blev sendt lørdag aften.

Luk video