Efter truende storkonflikt: Flere melder sig ind i fagforbund
Arbejdernes kampdag bliver i dag fejret i hele landet. Og hos flere fagforbund oplever de stor medlemstilgang efter den truende storkonflikt
Tirsdagens vejr har indtil videre blot vist sig fra sin grå side. Men det har ikke stoppet tusindvis af østjyder i traditionen tro at fejre 1. maj - dagen, der er kendt som arbejdernes internationale kampdag.
De røde faner har vajet hele dagen og adskillige taler og fællessange er blevet afholdt i hele Østjylland og ikke mindst i hele landet.
Læs også
Kampdagen kommer da også lige i hælene på mange måneders truende storkonflikt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne.
Og flere fagforbund oplever en stigende interesse for at blive medlem efter de langstrakte forhandlinger.
- Vi har oplevet en massiv tilgang i forhold til, hvad vi er vant til. Der er rigtig mange, der har kunnet se, at fagbevægelsen faktisk kan noget, som de ikke kan undvære, siger Ole Vagn Christiansen, der er formand for LO Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det samme gør sig gældende hos FOA.
- Vi kunne tydeligt mærke det lige fra starten, at vi fik relativt mange flere medlemmer, da det blev kendt, at der var optræk til konflikt, siger Inge Jensen Pedersen, der er formand for FOA Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.
Dog kan de hos Dansk Metal Østjylland ikke melde noget om stigende medlemstal endnu.
- Det er for tidligt at sige noget om, siger Finn Andersen, der er afdelingsformand for Dansk Metal Østjylland, men uddyber dog:
- Jeg tror, det er ved at gå op for folk, at fællesskabet og en fagforening er en nødvendighed, hvis vi skal have et ordentlig samfund. Det er ved at vinde indpas. Men vi har faktisk medlemsfremgang i 2017, siger han.
FAKTA OM 1. MAJ
- 1. maj blev stiftet som arbejdernes internationale kampdag på Socialistisk Internationales kongres i 1889 i Paris.
- I Danmark blev den første kampdag fejret i 1890 i Fælledparken.
- Idéen bag var at bruge en "proletarisk fridag" som middel til at opnå en otte timers arbejdsdag.
- Initiativet opstod i Australien i 1856, hvor fridagen blev lagt 21. april og skulle bruges på møder og festligheder til fordel for en kortere arbejdsdag.
- I 1886 fulgte de amerikanske arbejdere trop og bestemte, at alt arbejde skulle standses på én bestemt dag, 1. maj.
- I Danmark er det typisk fagbevægelsen og partiforeningerne hos partierne på venstrefløjen, som står for 1. maj-arrangementerne.
- Efter at kampen for en kortere arbejdsdag og andre basale rettigheder var vundet, blev 1. maj i Danmark i stigende grad til en decideret politisk festdag.
Kilder: Ritzau, Den Store Danske Encyklopædi, www.1maj.info og Arbejdermuseet.
Læs også
Men bliver medlemmerne hængende?
Selvom den stigende interesse for fagforbundene er opblomstret henover den truende storkonflikt, så kan man spørge forbundene, om de nu også kan regne med, at de nye medlemmer bliver hængende i fremtiden.
Det er der forskellige svar på.
- Jeg tror faktisk, at medlemmerne bliver hængende, fordi vi er en stærk organisation, og vi er jo tilvalgt for dem. Jeg tror, at alt det, der er sket henover de sidste måneder, har gjort, at rigtig mange tænker over, hvor vigtigt det er at være solidariske og være med i en fagforening, siger Inge Jensen Pedersen, formand for FOA Aarhus.
- Nej, det kan vi selvfølgelig ikke. Folk er jo tryghedsnarkomaner, og når truslen om en fagkonflikt forsvinder, så kan det jo godt være, de synes, at de ikke behøver være med mere. Sådan har det vel altid været, siger Ole Vagn Christiansen, formand for LO Aarhus.