Efter triumf: Dejligt, det er overstået, og at vi fik titlen
Dennis Ceylan er ny europamester i fjervægt
Østjylland fik sent lørdag aften en ny europamester - nemlig bokseren Dennis Ceylan.
Det er et nyt kapitel i en historie om en ung mand, der voksede op på børnehjem og som gennem boksningen fandt en vej udenom kriminalitet. Og så er det historien om, hvordan hans træner er blevet en slags reservefar.
I Arena Nord i Frederikshavn vandt danskeren lørdag aften Det Europæiske Bokseforbunds ledige EM-titel i fjervægt i kamp mod engelske Ryan Walsh.
Læs også
Søndag vendte Dennis Ceylan og hans træner Frank Holm hjem til Todbjerg nord for Aarhus.
- Det er dejligt, det er overstået, og at vi har fået titlen, siger en træt Dennis Ceylan dagen derpå.
Men vejen hertil har været lang for den i dag 27-årige Dennis Ceylan. Hans mor var narkoman, og derfor blev han som 8-årig fjernet hjemmefra og placeret på børnehjem. Han mener selv, at boksningen har reddet ham fra et liv med kriminalitet.
Triumfen i Frederikshavn lørdag aften er også et stort resultat for træneren Frank Holm, der også er en slags far for Dennis Ceylan, og har trænet ham gennem rigtig mange år.
- Vi havde en fantastisk aften i går. Vi er glade, vi er trætte, og vi nyder det i dag også, siger Frank Holm og fortsætter:
- Det er et rigtig, rigtig langt og hårdt arbejde, som i går (lørdag, red.) gik op i en højere enhed.
Kampen lørdag aften mod engelske Ryan Walsh var Dennis Ceylans første siden december 2015, da han har været plaget af en håndskade.
Læs også
Afgørelsen faldt på point efter 12 tætte omgange, som splittede de tre pointdommere i deres opfattelse af kampens udfald.
To dommere scorede kampen 115-112 til Dennis Ceylan, mens den tredje scorede den 117-112 til Ryan Walsh.
Formanden for Dansk Professionelt Bokse-Forbund, Jesper D. Jensen, har søndag kaldt det en skandale, at der ikke var enighed om Ceylans sejr, og han vil derfor klage til Den Europæiske Bokseunion (EBU).
- Uanset hvad vil jeg skrive et brev til EBU omkring den dommer. Ham vil vi helst ikke se i Danmark mere, og de skal overveje at give ham en reprimande, sagde Jesper D. Jensen søndag til Ritzau og fortsatte sin kritik:
- Jeg skal sørge for at tingene foregår korrekt. Det er skidt, at man kan være så blind, siger bokseformanden.
- Han var ikke fem potter pis værd. Det var en skandaledommer.
I videoen øverst på siden kan du se mere om Dennis Ceylan og hans store bokse-triumf.