Efter fem år: Fredag åbner ny park endelig
Den første præsentation af parken skete i 2016, men det første spadestik blev først taget i 2020. Fredag står en ny park i Aarhus så endelig klar.
Fredag klippes det røde bånd endelig, når en ny bypark åbnes ved MarselisborgCentret i Aarhus.
Det har dog ikke været uden lang ventetid. Den første offentliggørelse af parken kom nemlig helt tilbage i foråret 2016. Dengang var planen, at man ville være færdig i 2019.
Det første spadestik til parken blev dog først taget i januar 2020, og derfor står det nye grønne åndehul først færdig nu.
Læs også
Kan opsuge regnvandet
Den nye park kommer til at skulle varetage flere funktioner. Den skal blandt andet kunne opsamle store mængder regnvand, som forventes at komme i forbindelse med klimaforandringerne.
Derudover skal parken være til glæde for beboerne på Marselisborgcentret, hvor man arbejder med rehabilitering og genoptræning af mennesker, der blandt andet har været ude for en hjerneskade.
Og til sidst skal parken også være til generel glæde for de aarhusianske borgere.
- Parken opfylder vores mangeårige drøm om at skabe et grønt og levende byrum, der kobler mennesker og sundhed med natur og holdbare klimaløsninger. Nu står vi med en park, der nærmest kan det hele til glæde for rigtig mange.
- Fra brugerne af de små byhaver, motionisterne på stierne, dem der nyder solen eller en god koncert på plænen, til de mange brugere af MarselisborgCentret, som nu kan anvende parkens faciliteter til udendørs rehabiliteringsaktiviteter, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Læs også
Navn med spark i
Projektet har fået navnet SPARK, som står for Sundhed, Park, Aktivitet, Rehabilitering og Klimatilpasning, og det kommer til at koste 45 millioner kroner, som er blevet samlet ind gennem forskellige donationer.
Parken er resultatet af et samarbejde mellem MarselisborgCentret, Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Aarhus Vand samt Realdania og A.P. Møller Fonden.