Dyt, båt: Kom med til drive-in dimission

Folkeskoleelever, studenter og universitetsstuderende blev i dag fejret til dimission på corona-forsigtig vis.

56 biler fyldt med afgangselever og stolte familiemedlemmer holdt i dag dimissionsfest ved Tangkrogen fra de varme biler.

Med et glas champagne i den ene hånd og et flag i den anden blev afgangseleverne fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag fejret til dimission.

Selvom det egentlig lyder som en ganske normal fejring, så var det en noget anderledes dimissionsfest, de nyudklækkede journalister oplevede i dag.   

Læs også Rapport: Aarhus Letbane var ikke skyld i dødsulykke på Djursland

Den lunkne champagne blev nydt fra bagsædet af en bil på en parkeringsplads ved Tangkrogen i Aarhus.

Og den normale procedure, hvor afgangseleverne bliver kaldt op på scenen én efter én og får et kram og et eksamensbevis stukket i hånden, var i dag skrottet fuldstændig på grund af coronavirus.

Omstændighederne taget i betragtning, så er det her jo en kæmpe ting i forhold til, hvis vi bare fik vores eksamensbevis i E-boks.

Rasmus Bruun Kynde, dimittend og nyuddannet journalist

Alligevel var dimittenderne i godt humør.  

- Det er en fin måde at sige farvel på. Og omstændighederne taget i betragtning, så er det her jo en kæmpe ting i forhold til, hvis vi bare fik vores eksamensbevis i E-boks og så en mail, hvor de skrev tak for nu, fortæller Rasmus Bruun Kynde, dimittend og nyuddannet journalist, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Dyttende klapsalver fra bilerne  

Afgangseleverne blev indkaldt til drive-in dimissionsfest, der fandt sted torsdag fra kl. 13-15 ved P-scenen ved Tangkrogen.

56 biler var mødt op og holdt sirligt på rad og række, fyldt til randen med stolte familiemedlemmer. Flag og balloner hang fra de åbne bildøre, der i dagens anledning stod på vid gab i sommervarmen.

01:46

VIDEO: I dag afholdt Danmarks Medie- og Journalisthøjskole drive-in dimission. Med sig i bilen havde dimittend Rasmus Bruun Kynde sin mor, far og kæreste med. Indslaget er fra d. 25. juni 2020. 

Luk video

- Der har været en masse snak om, hvorfor vi ikke kan have dimission, ligesom vi plejer, og hvorfor det ikke kan være, ligesom de andre har gjort det. Men jeg synes egentlig bare, at det er fedt, fortæller Rasmus Bruun Kynde, der skåler med mor, far og kæresten i den lille, røde bil.

Læs også Nyt, stort søbad bliver til virkelighed: Sådan kommer det til at se ud

Der var dog stadig noget genkendeligt ved arrangementet, da der som sædvanligt blev afholdt taler fra rektor og studerende.

Og i stedet for klapsalver blev hornene holdt i bund.

Endnu mere afgangsfest

Det var ikke kun ved Tangkrogen, at der i dag blev fejret, flaget og festet.

Også i Botanisk Have i Aarhus var mange unge samlet for at fejre hinanden og sommerferien.

Læs også Endnu en læge stopper på omdiskuteret sygehus: -Samarbejdet blev aldrig godt

Ergoterapeutstuderende fra Aarhus, Jesper Skovbo Hansen, var en af dem, der sammen med sine studiekammerater i dag fejrede, at sidste eksamen var overstået.

Vi har bare glædet os til at skulle samles i aften og drikke nogle kolde bajere og hygge os.

Jesper Skovbo Hansen, ergoterapeutstuderende

- Vi har fået ferie, og vi er glade, og vi har bare ventet på det her, fordi det har været så mærkeligt et semester. Vi har siddet med online undervisning bag en computer og været isolerede, og vi har ikke haft mulighed for at være sammen, fortæller Jesper Skovbo Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har bare glædet os til at skulle samles i aften og drikke nogle kolde bajere og hygge os. Det betyder alt, for sammenholdet har ikke været det samme, når man bare sidder foran en computer.

Også den nyuddannede journalist havde planer om at fortsætte fejringen efter drive-in dimissionen.

- Bagefter skal jeg mødes med nogle af de andre. Det lugter lidt af fadøl, fortalte Rasmus Bruun Kynde.

04:10

VIDEO: Der var også gang i Botanisk Have torsdag aften.

Luk video