DSB har forbedret sig fra Aarhus i 2017
DSB melder om tilfredsstillende punktlighed i det første halve år af 2017
I 2016 var DSB’s punktlighed på strækningen mellem Aarhus og Fredericia, der typisk også betyder stop i både Skanderborg og Horsens, blot på 75,3 procent. Det er noget lavere end DSB’s målsætning på en punktlighed på 82,4 procent.
Derfor er der da også glæde at spore hos DSB og navnlig hos DSB’s informationschef Tony Bispeskov. Punktligheden på strækningen mellem Aarhus og Fredercia er nemlig blevet væsentligt forbedret i det første halve år af 2017, oplyser DSB i en pressemeddelelse.
Læs også
Det første halve år af 2017 er kørt med en punktlighed på 85,1 procent – og dermed er DSB altså over målsætningen for strækningen.
- Det glæder mig virkelig meget med den markante fremgang på næsten ti procentpoint. 2016 var et år, hvor vi havde store udfordringer med vores materiel og omfangsrige sporarbejder i landstrafikken. Vi har nu fået bedre styr på kvaliteten af vores togmateriel, og vi har været forskånet for de helt store sporarbejder i landsdelstrafikken i år, og disse ting har medvirket til en bedre rettidighed. Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at der ikke bliver noget med at hvile på laurbærrene. Vi vil fortsat hver dag gøre os umage med at få så mange tog ud at køre til tiden som muligt, siger informationschef Tony Bispeskov i en pressemeddelelse.
Læs også
Man skulle heller ikke mene, at der var nogen grund til at hvile på laurbærrene hos DSB. De tilsvarende tal for de fjernregionale tog på landsplan viser nemlig en punktlighed på 78,9 procent – altså lavere end målsætningen på 82,4 procent. Til gengæld er tallet også på landsplan steget. I 2016 var punktligheden 72,7 procent.
I DSB’s beregninger er et tog registreret som forsinket, hvis det ankommer mere end 2 minutter og 59 sekunder efter planen. Tog i myldretiden vægter højere i statistikken, og helt aflyste tog tæller som et forsinket tog.
Læs også
Når et DSB-tog er forsinket er det ikke altid på grund af ting, som DSB selv er herre over. Det kan skyldes lynnedslag eller andre uforudsete hændelser som eksempelvis en personpåkørsel. Det kan også skyldes at Banedanmark arbejder med signalerne eller lignende.
DSB måler også på deres punktlighed, hvis man udelukkende måler på ting, de selv kan påvirke. I første halvår af 2017 lå den såkaldte operatørpunktlighed på 94,9 procent, oplyser DSB.