Dropper anke i tuk-tuk-sag
Anklagemyndigheden går ikke videre med straffesagen mod en betjent, der affyrede skud mod en mand på tuk-tuk-knallert
Anklagemyndigheden har besluttet ikke at gå videre med straffesagen mod en politimand, der affyrede flere skud mod René Ekkelund Jørgensen i Aarhus.
Retten i Aarhus frifandt den 32-årige betjent i en dom 20. marts.
Det var ikke vold af særlig farligt og brutal karakter, da han affyrede sin pistol mod René Ekkelund Jørgensen, der kørte på en trehjulet, overdækket knallert, mente retten.
René Ekkelund Jørgensen, der blev ramt i benet, var stærkt utilfreds med dommen.
Se: Fuldstændig vanvittigt system
Betjenten havde han pligt til at gribe ind, vurderede retten.
Hos Statsadvokaten i København tager man frifindelsen til efterretning. Dommen ankes ikke til Vestre Landsret.
Årsagen er blandt andet, at dommeren og de to domsmænd var enige om resultatet, forklarer senioranklager Line Scharf.
- Det er en konkret afgørelse, der er ikke dissens, og det er ikke en principiel sag, forklarer Line Scharf om baggrunden for beslutningen.
Det var i november 2013, at betjenten skød mod René Ekkelund Jørgensen i Ridderstræde.
Han blev såret i venstre underben af det ene skud og blev senere behandlet på skadestuen.
Se: René blev skudt af betjent
Betjenten forklarede, at han skød, fordi han følte, at knallerten ville køre ham ned.
Han mente, at den kørte med 45 kilometer i timen, men tekniske undersøgelser har vist, at knallerten har en topfart på 31 kilometer i timen.
Retten har dog slået fast, at betjenten havde pligt til at gribe ind. Og at det var utilsigtet, at det ene skud ramte manden på knallerten.
Det er sjældent, at betjente tiltales for at have brugt deres tjenestevåben. Det er første gang i fem år, at det er sket.