Drenge skudt med haglgevær: 27-årig idømt tre års fængsel
En 27-årig mand står til tre års fængsel efter sag om scooter-skyderi
Torsdag er en 27-årig mand fra Risskov blevet idømt tre års fængsel ved Retten i Aarhus for at have skudt to drenge på 15 og 16 år med et haglgevær.
- Jeg er godt tilfreds med dommen. Den afspejler, at der er tale om en meget alvorlig sag, siger Jacob Balsgaard, der er anklager ved Østjyllands Politi, til tv2oj.dk.
Den 27-årige er dømt for kvalificeret vold og for at være i besiddelse af haglgeværet samt andre våben og ammunition, der blev fundet på hans bopæl i Risskov.
Episoden fandt sted tilbage i november sidste år, hvor de to unge drenge på 15 og 16 år var ude og køre på deres scooter i det vestlige Aarhus, da de pludselig blev ramt af skud fra et haglgevær og efterfølgende måtte opereres for skudsår.
Nægter sig skyldig
- Den 27-årige nægter sig skyldig, og vi er derfor ikke blevet klogere på motivet, siger Jacob Balsgaard, der fortæller, at Østjyllands Politi har arbejdet ud fra en tese om, at hærværk mod en bil kan være årsagen til skyderiet.
Den 27-årige mand blev anholdt i april måned efter længere tids efterforskning i sagen, hvor DNA-spor fra et par handsker fundet ved gerningsstedet har været afgørende.
- Man har ét teknisk bevis mod min klient, og man har ignoreret alle andre muligheder, siger advokat Jan Schneider, der er forsvarer for den 27-årige mand, til Ritzau.
Hermed hentyder han til handskerne, der blev fundet i nærheden med krudtslam og den 27-åriges DNA. Ifølge advokaten ændrede politiet opfattelse af, hvad der var sket, da man fandt handskerne.
- I første omgang sagde man, at skuddene var affyret ét sted fra, men da man finder handskerne, ændrer man opfattelse og siger, at skuddene blev affyret et andet sted fra - meget tættere på det sted, hvor handskerne blev fundet, siger han.
Udover de tre års fængsel er den 27-årige også dømt til at skulle betale de to drenge en erstatning.
Den 27-årige mand har anket sagen til frifindelse.