Drama i Viby: Knivstak mor og stak af med barnet
En 27-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter at faren til deres fælles barn har stukket hende med kniv
Der var onsdag stor dramatik ved en daginstitution på Bjørnbaksvej i Viby ved Aarhus.
En 39-årig mand har overfaldet sin tidligere samlever, en 27-årig kvinde, efter at hun havde hentet deres fælles barn i en institution.
Her blev hun stukket flere gange med kniv, oplyser Østjyllands Politi. Kvinden er i kritisk tilstand.
Herefter stak han af med barnet.
- Hun er blandt andet blevet stukket i halsen og i overkroppen, siger efterforskningsleder Jesper Bøjgaard Madsen til tv2oj.dk.
Leder: Ros til medarbejdere for håndtering
Den 39-årige mand stak af med deres fælles barn, en toårig dreng.
Lidt mere end en halv time senere lykkedes det Østjyllands Politi at finde manden.
- Han blev anholdt på en adresse i Viby uden dramatik. Der er jo tale om en eller anden form for familietragedie, siger Jesper Bøjgaard Madsen om motivet.
Den toårige dreng er uskadt.
Politiet er stadig på stedet for at sikre tekniske spor. Der er endnu ikke helt overblik over eventuelle vidner til episoden.