Drama i retten: Tre sigtelser og en anholdelse
Dag fire i retssagen mod den selvudnævnte vanvidsbilist, Mohamad Tarek Younes, endte i tumult. Østjyllands Politi oplyser, at en er blevet sigtet, mens en anden er blevet anholdt.
Torsdag stod på afhøringer af civile vidner i retssagen mod Mohamad Tarek Younes, der blandt andet er tiltalt for at have påkørt betjenten Stefan Nymann, som blev invalideret for livet.
Men det var ikke hele retsdagen, der forløb lige stille og roligt.
Det fortæller TV2 ØSTJYLLANDS reporter David Essenbæk Jakobsen, der var til stede i retten.
Læs også
Kort før frokost skulle et vidne afgive forklaring. Vidnet havde holdt i krydset ved Silkeborgvej og Åby Ringvej, da Mohamad Tarek Younes påkørte Stefan Nymann den 18. juni sidste år.
Vidnet ønskede ikke, at den tiltalte skulle overvære dets vidneforklaring, men det var ikke et ønske, som dommerne, anklageren og forsvareren valgte at imødekomme.
Efter en kort afhøring af vidnet, blev det sendt ud igen, og det var her, der opstod tumult.
Anholdt og sigtet for vidnetrusler
Mohamad Tarek Younes’ barndomsven og medpassager i bilen den skæbnesvangre dag sidste sommer - AS -, der tidligere på dagen var blevet afhørt i halvanden time, havde taget plads blandt de tilhørende, men her blev han ikke siddende.
Læs også
Da det sidste vidne inden frokost forlod retslokalet, stormede AS ud ad døren og efter det, fortæller David Essenbæk Jakobsen.
Anklager Bjørn Fogh Sørensen så optrinnet og henvendte sig straks til en betjent, der efterfølgende skyndte sig ud af retssal tre.
- Da vi går til pause, kan vi se adskillige betjente lige ude foran retslokalet, og da vi går uden for retten, ser vi, at en person med samme tøj og frisure som AS bliver ført ind i en patruljevogn iført håndjern af to uniformerede betjente, siger David Essenbæk Jakobsen.
Læs også
TV2 ØSTJYLLAND har efterfølgende kontaktet Østjyllands Politi, der ikke ønsker at oplyse, hvem der blev ført væk i patruljevognen, men politiet bekræfter i en mail, at en person er blevet anholdt og sigtet for vidnetrusler fremsat i forbindelse med retssagen mod Mohamad Tarek Younes.
AS’ forsvarsadvokat Niels Christian Strauss ønsker ikke at udtale sig til TV2 ØSTJYLLAND, da vi ringer for at høre, hvorvidt det er hans klient, der er blevet anholdt.
Tiltalte blev sigtet for to forhold
Det var dog ikke det eneste, der skete i løbet af retssagen tidligere torsdag. Efter frokost opstod der igen tumult.
Denne gang var det hovedpersonen selv, Mohamad Tarek Younes, der var involveret.
Læs også
Den tiltalte blev sat op ad en væg af en betjent, og det fik Mohamad Tarek Younes til at reagere.
- Du er ikke seks måneder værd, min ven, sagde han.
En sætning, der fik en anden betjent til at henvende sig til den selvudnævnte vanvidsbilist.
- Du skal ikke true min kollega.
Den tiltalte afviste, at han truede betjenten, men forklarede, at han gerne ville have sine håndjern af med den begrundelse, at det gav ham mærker på sin håndryg.
Læs også
En tredje betjent kom efterfølgende hen og oplyste den tiltalte om, at han var blevet sigtet for at give fingeren til en betjent inde i retten tidligere på dagen.
Østjyllands Politi bekræfter, at Mohamad Tarek Younes er blevet sigtet for verbale trusler og fornærmelig tiltale mod tjenestegørende politibetjente i forbindelse med retsmødet torsdag.
Han er i forvejen tiltalt for 38 anklagepunkter, men det er uvist om de to nye sigtelser vil blive lagt oven i det lange synderegister, oplyser anklager Bjørn Fogh Sørensen.