Døtre til afdød kvinde savner afklaring

De mistede deres mor på grund af en ulykke, men sagen er aldrig blevet undersøgt

02:12

1 af 2

Lene Wiese Nielsen og Hanne Wiese er døtre til Bodil Grethe Jensen, der i juli mistede livet ved en ulykke på Plejecentret Bøgeskovhus i Viby, og de vil nu have belyst sagen.

- Vi synes, der er rigtig mange svigt i den her sag. Så derfor tænker vi, at det her skulle ikke være sket, siger Lene Wiese Nielsen.

Ifølge dem er der ikke tvivl om, at deres mor døde af sine kvæstelser fra ulykken, men alligevel er ulykken ikke blevet fulgt op af en politiundersøgelse, og selve ulykken er ikke nævnt i dødsattesten.

- Det kan man (vide, at der er tale om en ulykke, red.), når man har kendt hende i perioden op til. De tal, som blev målt på hospitalet, de viste jo, at hun havde nogle funktioner, der var rigtig gode. Når man så hende, så var man ikke i tvivl om, det er kvæstelserne, hun døde af, siger Lene Wiese Nielsen.

Dødsulykke på Bøgeskovhus er ikke blevet undersøgt

Bodil Grethe Nielsen kom slemt til skade, efter hun i sin kørestol var kørt ned ad en betontrappe på Plejecentret Bøgteskovhus i Viby. To dage efter døde hun på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg var der jo på selve lørdagen, og jeg oplevede ikke andet, end at alle agerede på, at det var en ulykke. Al snak handlede jo om, at hun var kommet slemt til skade ved den ulykke, siger Hanne Wiese.

Derfor undrer det de to søstre meget, at der ikke er blevet fulgt op på sagen.

- Den dødsattest, der så bliver udfærdiget, anfører ikke, at hun er død qua de kvæstelser, der tilført via en ulykke, og det gør, at der ikke bliver lavet nogen politiundersøgelse eller noget som helst bagefter, og de er vi meget utilfredse med. Det vil sige, den kommunikationsfejl og mangel på nøjagtighed i journaliseringen undervejs, den slutter med, at

vi står efterladt med ingenting.

TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med både sygehusledelsen på Aarhus Universitetshospital og Østjyllands Politi, men der er ingen, der ønsker at stille op til interview.

Se et uddrag af interviewet med de to søstre i videoen øverst på siden.