Donerer kæmpe sodavands-gevinst til presset børneafdeling
Da Asger Jørgensen vandt en konkurrence om et års forbrug af Pepsi Max, kom han i tanke om en historie om en tartelet og en halv drukket Pepsi Max.
Da Asger Jørgensen vandt et års forbrug af Pepsi Max, kom han hurtigt i tanke om en historie fra Aarhus Universitetshospital, som han for nylig havde set.
Den drejede sig om en halvspist tartelet og en halvt drukket Pepsi Max, som en sygeplejerske på børneafdelingen måtte lade stå på grund af travlhed. Og så var tanken nærliggende:
- Dem ville jeg have fat i og give dem noget godt.
"Ja tak"
Da Asger Jørgensen, som bor i Skødstrup, så et opslag på den lokale grillbar Marguerittens Facebookside om, at man kunne vinde et års forbrug af Pepsi Cola, deltog han ved blot at skrive "ja tak" på opslaget. Og så tænkte han ikke videre over det.
Læs også
- Jeg så den bare og tænkte, at min kone er glad for Pepsi Max. Men jeg har sgu aldrig vundet noget, og der var mange der deltog, så jeg tænkte ikke mere over det, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
En aften i sidste uge - midt i madpakkesmøringen til ungerne - lød der pludselig et udbrud fra hans kone Katrine fra sofaen: "Du har vundet!"
- Jeg vidste ikke lige, hvad hun talte om, men så sagde hun, at det var alle de Pepsi'er. Nå ja, for pokker. Det var da ikke planen, siger han med et grin.
Dobbelt op
Og så var det altså, at idéen om at donere de mange sodavand opstod.
- Sidste år, da vores søn kun var et par måneder gammel, var en han indlagt med RS-virus en uge på børneafdelingen. De var så søde. Lægerne, sygeplejerskerne og social- og sundhedsarbejderne, de knokler bare for, at vi andre kan have det godt, forklarer han.
Asger Jørgensen var dog i tvivl om, hvorvidt sygehuse overhovedet må tage imod donationer på den måde, så derfor skrev han på Twitter og kontaktede en overlæge for at høre, om det var en mulighed. Og det var det.
Som en sidegevinst så en medarbejder fra Royal Unibrew historien på Twitter.
- Han synes, det var så godt et formål, at han doblede op, siger Asger Jørgensen.
Sodavandene fra Royal Brew ankom til AUH med fragtmand, mens Asger Jørgensen selv hentede det store læs Pepsi Max hos Margueritten onsdag og kørte direkte på børneafdelingen med det.
Har spredt sig
- Der var godt nok mange, de måtte om bag i stationcar'en og så ud til Skejby.
De mange sodavand har nu spredt sig ud på sygehuset, fordi børneafdelingen har delt dem med for eksempel børneakut- og børnekræft-afdelingen.
Asger Jørgensen er ikke selv til Pepsi, men det er hans kone til gengæld. Alligevel endte det med at være alle 360 sodavand, som kom til AUH.
- De fik dem alle sammen. Og det var okay med konen, efter hun lige havde tygget på det, fortæller Asger Jørgensen med et glimt i øjet.