Don Ø beæret over nyt æresmedlemskab
Tidligere FCK-formand Flemming Østergaard er beæret over, at Århus Minigolf har gjort ham til klubbens blot 5. æresmedlem.
Flemming Østergaard, eller Don Ø som han kaldes, blev for nylig frataget sin æresmedlems-titel i FCK. Men nu har han fået en ny.
Århus Minigolf har nemlig med øjeblikkelig virkning gjort Don Ø til klubbens blot 5. æresmedlem, og Don Ø vil gerne kigge forbi minigolfbanen i århus:
- Det er vældig pænt af bestyrelsen i Århus Minigolfklub. Det er en stor ære. Jeg har ikke tid til at kigge forbi foreløbig, men når jeg kommer forbi Århus, vil jeg bestemt kigge forbi, siger Flemming Østergaard.
Formanden for Århus Minigolf, Sune Vestergaard, indrømmer, at rammerne er lidt mindre end i Parken, men alligevel er det et godt tilbud, siger han:
- Her hvor jeg står, kan jeg kigge ud over et solbeskinnet tag med Danmarks smukkeste minigolfbane. Der er søde piger i baren, der er gratis fadøl - jeg kunne blive ved, siger Sune Vestergaard.
Det er uvist, hvornår Flemming Østergaard kommer til Århus næste gang.