To dømt: Ulovlige våben gemt i Risskov-kælder
Politiet fandt to oversavede jagtgeværer i en kælder i Risskov. Nu har to mænd fået en fængselsdom.
Det var et tip, der i marts ledte politiet på sporet af en kælder i et lejlighedskompleks i Risskov, som skulle vise sig at indeholde flere ulovlige våben.
Da politiet undersøgte kælderen, fandt de to oversavede jagtgeværer, en revolver og en del ammunition, som var blevet forsøgt gemt.
I juni anholdt Østjyllands Politi tre mænd på 27, 29 og 30 år, som de mistænkte for at være ejerne af de ulovlige skydevåben. Den 29-årige bor i en lejlighed i den bygning, hvor våbnene blev fundet i kælderen.
Læs også
Fredag blev to af de tre mænd dømt ved Retten i Aarhus for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Det var blandt andet dna-spor på våbnene og optagelser fra videoovervågning, der fik mændene dømt.
- Dommen viser endnu en gang, hvor alvorligt retten ser på besiddelse af skydevåben, siger specialanklager ved Østjyllands Politi Jesper Rubow.
Rørte dem kun kort
De to dømte fik henholdsvis tre år og to år og ni måneders fængsel. Der er forskel på straffen, fordi den 30-årige, ifølge sin egen forklaring kun kort havde rørt dem.
Det glæder imidlertid anklageren, at den 30-årige alligevel har fået en dom.
Læs også
-En afgørende vurdering ved domme var, hvornår der er tale om en strafbar besiddelse af et våben og hvor kortvarig en besiddelse kan være. Jeg er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om en strafbar besiddelse, selvom den 30-årige angivelig kun havde skydevåbnene på sig ganske kort tid, siger specialanklager Jesper Rubow.
Den 30-årige ankede dommen på stedet, mens den 29-årige erkendte at have været i besiddelse af et af våbnene.