Død efter lejlighedsbrand i midtbyen
En midaldrende mand er død i en lejlighedsbrand i Grønnegade i Aarhus natten til tirsdag.
Natten til tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at der var brand i en lejlighed i Grønnegade i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. Anmeldelsen til politiet kom klokken 2.57.
Brandvæsenet, som fik en alarm klokken 2.16, havde fundet en livløs person på stedet. Der er tale om en midaldrende mand, som boede i lejligheden. Manden blev båret ud og forsøgt genoplivet, men hans liv stod ikke til at redde.
Branden opstod i lejlighedens soveværelse, men havde ikke umiddelbart nået at sprede sig i lejligheden.
Politiet arbejder stadig på at underrette mandens pårørende. I løbet af tirsdag skal lejligheden undersøges yderligere for at finde ud af, hvad der forårsagede branden.