Direktøren havde glemt lodtrækning, men endte med storklub

Onsdag aften blev der trukket lod til tredje runde i pokalturneringen. Her trak Aarhus Fremad en af de store fisk fra Superligaen.

Aarhus Fremad skal forberede sig på at tage imod en af landets absolut største fodboldklubber, når de skal spille pokalfodbold i oktober. 

Klubbens direktør, Lars Kruse, havde faktisk glemt, at der blev trukket lod til pokalturneringen onsdag aften, så det var en stor nyhed, da han fik et opkald sent onsdag aften. 

Den lille klub fra Riisvangen i det nordlige Aarhus, der har opnået kultstatus i fodboldmiljøet, havde trukket Brøndby IF i tredje runde af pokalturneringen. Et vaskeægte David og Goliath-opgør, og pokalturneringens regler betyder, at kampen skal spilles på Aarhus Fremads hjemmebane. 

- Man håber jo på et hold, der er væsentligt dårligere, eller nogen, der kan trække mange tilskuere. Så det her er rigtig godt, siger Lars Kruse til TV2 ØSTJYLLAND. 

Vil spille på hjemmebane 

Han er allerede begyndt at overveje, hvordan klubben får mest ud af opgør mod Brøndby IF, der har en af de største fanbaser i Superligaen. Også i Jylland. 

- Det er en supersjov opgave. Det er en kamp, vi virkelig glæder os til. Vi arbejder på at sætte et godt event sammen, siger Lars Kruse. 

Klubben håber, at kampen kan gennemføres på deres normale hjemmebane på Riisvangen, men en kamp mod Brøndby er ikke uden risiko. 

Senest angreb hooligans med Brøndby-sympatier FCK,s fans i Dortmund i denne uge. Lars Kruse skal nu i gang med at undersøge, hvordan kampen kan afvikles sikkert. 

- Jeg tænker det ikke som en high risk kamp. Det bliver nok en onsdag eftermiddag på Riisvangen i efterårsferien, så jeg håber, det kan holdes stille og roligt. Vi vil gerne vise, hvordan det er at gå til fodbold på Riisvangen, siger han. 

Aarhus Fremad ligger lige nu nummer to i anden division. Målet er oprykning til første division.