DIF: Foreningsliv er udfordret
Særlig indsats i boligområder
Efter et knivoverfald begået af en 14-årig aarhusiansk fodboldspiller er debatten om idræt i de socialt belastede boligområder kommet på dagsordenen.
For det kan være en udfordring, at få en klub til at fungere i områder med sociale problemer, fortæller konsulent ved Dansk Idrætsforbund Preben Astrup til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Som udgangspunkt er foreningslivet udfordret i de socialt belastede boligområder.
Det kræver derfor en målrettet indsats i samarbejde med kommunen. Den indsats har Dansk Idrætsforbund allerede iværksat. De gør en stor dyd ud af at klæde deres frivillige ordentligt på, inden de går i gang med deres arbejde.
Udfordringen består ifølge konsulent Preben Astrup i, at der blandt andet er en stor udskiftning i beboerne.
- Vi har en meget stor til- og fraflytning. Det betyder, at når vi får familier til at forstå, hvordan man gebærder sig i foreningslivet, så er det også mange gange de familier, der er i stand til at pakke bilen og køre et andet sted hen, siger Preben Astrup, konsulent ved Dansk Idrætsforbund, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et interview med Preben Astrup øverst i artiklen.