Dieselbiler tvinges væk fra centrum
Fra slutningen af 2023 må dieselbiler uden partikelfilter ikke længere køre inden for Ringgaden i Aarhus.
Nu er det snart slut med at køre i dieselbil i det centrale Aarhus - hvis den ikke har et partikelfilter.
Politikerne i Aarhus har besluttet at udvide den såkaldte miljøzone, oplyser Aarhus Kommune.
Siden 2020 har der været forbud mod dieseldrevne lastbiler, varebiler og busser uden partikelfilter i den centrale del af byen. Det er det forbud, der også udvides til at gælde personbiler. Håbet er, at det skal mindske forureningen i byen.
- Dieseldrevne køretøjer er en stor kilde til luftforurening i Danmark. Så jeg er glad for, at vi kan følges med de andre store byer og samarbejde om at sikre renere luft på tværs af landet, siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Landets øvrige fire såkaldte miljøzonekommuner er København, Frederiksberg, Odense og Aalborg. Ifølge Aarhus Kommune har de allerede - eller forventes snart - at tage en lignende beslutning.
- Miljøzonerne er netop indført i byområder med meget trafik, som samtidig også er områder, hvor mange mennesker bor, arbejder og opholder sig. Når vi skærper ordningen i Aarhus, vil det derfor forbedre nærmiljø og sundhed for rigtig mange mennesker, siger Nicolaj Bang.
Miljøzone udvides
Udover at forbuddet er udvidet til at gælde dieselbilerne, har politikerne i Aarhus også besluttet at udvide det område, der er omfattet af reglerne.Det betyder, at miljøzonen fra marts 2024 også vil omfatte Nørrebrogade/Randersvej og Bernhardt Jensens Boulevard, som lige nu er undtaget.
Ifølge Aarhus Kommune er der registreret cirka 3100 dieselbiler i kommunen, som ikke lever op til de nye krav. Disse skal derfor have monteret et partikelfilter, hvis de om et års tid skal en tur ind til centrum af byen.
Er du i tvivl om, hvorvidt din bil har det rette partikelfilter, kan du tjekke det på hjemmesiden miljoezoner.dk.