Dicte er ikke som på tv

Se interview med Elsebeth Egholm på BogForum

26:34

1 af 2

Den fiktive aarhusianske kriminalreporter Dicte Svendsen findes i to forskellige udgaver: Den på tv og den i bøgerne.

Det afslører succesforfatteren Elsebeth Egholm under et interview i BogForum i København.

TV 2 | ØSTJYLLAND sendte i denne weekend direkte fra bogmessen i Forum. Under messen blev den aarhusianske kriminalforfatter interviewet på TV 2-regionernes scene.

Ifølge Elsebeth Egholm er Dicte Svendsen i den første sæson af tv-serien stort set identisk med den Dicte Svendsen, der findes i bøgerne. I den nye sæson, der i øjeblikket vises på tv, er der derimod afgørende forskelle.

Se: Svenskerne kommer

- Sæson 1, som kørte på TV 2 sidste år, er bygget over de første fem bøger. De løb tør for bøger, da de skulle skrive videre på serien. Aftalen er kontraktligt, at de bare kan skrive deres egne historier, men bruge Dicte-universet. Derfor vidste jeg godt, at hun ville køre i en anden retning. Jeg vidste bare ikke hvilken retning, det ville være, siger Elsebeth Egholm til TV 2 | ØSTJYLLANDs Søs Kjeldsen

I de seneste Dicte-bøger vælger hovedpersonen at drosle karrieren som journalist kraftigt ned ved at sige sit faste job op. Samtidig oplever hun en personlig krise. Dette afspejles ikke i tv-serien.

- Hvor TV-2 kører hende videre med, at hun har fast ansættelse og tror på, at hun har en fremtid i sit job, så har jeg fået hende til at sige sit job op. Hun har valgt at scale ned på sin indtægt. Hun har ingen fast indtægt længere. Hun er freelancer. Hun har solgt sin bil og kører rundt på cykel i Aarhus, og hun køber tøj i Kirkens Korshær, forklarer Elsebeth Egholm.

Se hele interviewet med den populære aarhusianske krimi-forfatter i videoen øverst i artiklen.