"Det regner med penge!"
17.000 kroner dalede ned fra himlen
"Det regner med 1.000-kronesedler!"
Sådan lød beskeden, da politiet fredag formiddag modtog en anmeldelse om, at pengene væltede ned fra himlen i en baggård i Aarhus Midtby.
Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi forklarer, at politiet er vant til mange forskellige slags anmeldelser.
Ordensmagten har dog aldrig tidligere hørt om pengesedler, der kommer ned fra oven.
Politiet sendte straks en patrulje til stedet. Betjentene fik samlet pengesedlerne op, hvorefter de fandt frem til den retmæssige ejer, en ældre kvinde.
- Kvinden havde netop hævet 17.000 kroner i banken. Betjentene aftalte med kvinden, at pengene nok havde det bedst dér. Derfor kørte de tilbage til banken og satte pengene tilbage på hendes konto. Selvfølgelig med hendes samtykke, forklarer politikommissær Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.