- Det kan ikke være lovligt
Dansk Folkeparti vil undersøge ansættelser
Dansk Folkeparti langer nu ud efter Krifa, efter at fagforeningen udelukkende har hyret kontorelever uden etnisk dansk baggrund.
TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte i går, at Krifa har udvalgt syv nydanske kontorelever som en del af fagbevægelsens plan om at udvise social ansvarlighed.
Det får nu østjysk folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby til at reagere.
- Jeg er dybt forundret over, at Krifa kan vælge sådan en indgang til at rekruttere kontorelever. I DF mener vi, at det naturligvis bør være de faglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer, som gør udslaget, når man vælger nye medarbejdere, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Vil have social ansvarlighed
Samtidig mener Hans Kristian Skibby ikke, at det kan være lovligt, at holde etniske danskere ude fra at kunne ansøge de ledige stillinger.
- Jeg har intet imod, at man ansætter unge med en udenlandsk baggrund, men det skal ikke være hudfarven, der gør, om man kan søge elevpladserne, og jeg mener klart, at det er et brud med den lovgivning, vi har på området, siger han.
I går fortalte formanden for Krifa i Aarhus Søren Fibiger Olesen til TV 2 | ØSTJYLLAND, at de var villige til at gå langt for at afprøve lovligheden af deres nye tiltag.
- Det er ret vigtigt at stå fast. Vi synes, det er nødvendig, at der er nogen, der tager et socialt ansvar i Danmark overfor de grupper, der har det svært på arbejdsmarkedet. Her har vi valgt en minoritet, som vi gerne vil gøre noget særligt for, og det synes vi er helt i tråd med den lovgivning og de intentioner, der er i lovgivningen. Så jeg er villig til at gå ret langt i at prøve det her af, fortæller Søren Fibiger Olesen.
Hans Kristian Skibby vil nu have ligestillingsminister Manu Sareen (R) til at se på sagen.